I de seneste par sæsoner har opgørene mellem F.C. København og Brøndby været tætte og spændende, men da holdet fra vestegnen ikke har spillet med om medaljerne i 2007 og 2008, så har der ”blot” været ære og point på spil.
Af Jan Eliassen
Men sådan er det ikke på søndag, for i år kommer Brøndby til PARKEN med noget som Byens Hold meget gerne vil have fingre i, nemlig SAS Ligaens 1. plads. Efter at F.C. København tabte 3-2 i Odense, så benyttede Brøndby sig nemlig af åbningen, og fik med en 3-0 sejr over Randers FC hentet de tre point der gør, at det nu er dem der topper tabellen med et points forspring til Løverne og med fire point ned til de stribede fynboer fra OB.
Efter sidste sæsons 8. plads – og med kun 11 sejre – så har denne sæson været markant bedre for de blågule, hvilket 1. pladsen med blot tre spillerunder tilbage jo også er et bevis på. Brøndby er noteret for 21 sejre, fem uafgjorte og blot fire nederlag, og ganger man 21 med tre og lægger fem til, så ender man med 68 point – og det er et meget imponerende antal point at have med tre spillerunder tilbage – hvilket F.C. Københavns 67 point for øvrigt også er.
Som de fleste ved fik Brøndby ny træner efter nytår, da Kent Nielsen kom til klubben fra Horsens. Umiddelbart fik han ikke den bedste start, da de jo startede med at tabe 1-0 til F.C. København, for ugen efter kun at få et enkelt point via 1-1 mod FC Midtjylland. Men siden da er det gået ganske fornuftigt for Kent Nielsen og Brøndby, for holdet har fået point i langt de fleste kampe – også når spillet ikke har været alt for godt – og med deres 3-0 sejr over Randers, er det nu dem der indtager duksepladsen i SAS Ligaen – men det skulle meget gerne ”gå over” søndag aften.
Topscorere og karantæner
Brøndbys topscorerliste toppes for tiden af Ousman Jallow og Morten 'Duncan' Rasmussen der begge har scoret ni mål. På tredjepladsen kommer Alexander Farnerud med otte mål, fire af dem scoret i de seneste tre kampe, og lige udenfor top-3 ligger så Jan Kristiansen med syv mål.
Mod Randers fik Brøndbys Remco van der Schaaf kampens eneste gule kort, men da han netop havde afsonet karantæne, så betyder det ikke det store, og Brøndby har dermed ikke nogen i straffeboksen til søndagens kamp.
Til gengæld vil Stefan Gislason og Jan Kristiansen få karantæne i den næste kamp i tilfælde af gult kort, mens hele seks spillere vil få karantæne, hvis de får et gult der takseres til de maksimale 6 point. De seks mand er Morten 'Duncan' Rasmussen, Alexander Farnerud, Anders Randrup, Jon Jönsson, Max von Schlebrügge og Michael Krohn-Dehli.
Brasilianere kan afgøre det
Ud af de fire nederlag Brøndby har indkasseret i denne sæson, da er to af dem kommet her i foråret. I midten af april tabte Brøndby klart – og fortjent – med hele 3-0 til AC Horsens. To af Horsens’ mål blev scoret af brasilianske Gilberto Macena, og da foråret blev indledt, da var det det en af F.C. Københavns brasilianere der stod for kampens eneste mål.
Ergo kan det umiddelbart godt se ud som om, at de bagerste rækker i Brøndby ikke er så glade for at spille mod hold der har brasilianere på toppen – og holder man med Byens Hold, så er det jo en rar viden at have.
Kilde: www.danskfodbold.com og www.nipserstat.dk





















