For første gang i 2009 skal F.C. København i pokalaktion torsdag aften, når første skridt mod Pokalfinalen skal tages. Sidste hurdle på vejen mod den traditionsrige finale er megaoverraskelsen fra Nordvest FC, der står klar til at tage imod på Holbæk Stadion.
Lad det være sagt med det samme. Internt i F.C. København var der ikke mange der regnede med, at klubben i dag ville stå i en semifinale mod Danmarksserieholdet fra Nordvest FC – det er formentlig den samme situation for Nordvest FC, da de tidligt i 2008 trådte ind i turneringen.
Men nu står vi her med muligheden for at spille os i en pokalfinale, hvilket - hvis lykkes - vil være syvende gang i klubbens historie. Ståle Solbakken har godt nok valgt at spare et par af de spillere, der har været meget i aktion på det sidste, men det ændrer ikke på det faktum, at F.C. København kommer til Holbæk med et særdeles slagkraftigt hold, der skal forsøge at sikre sig et godt udgangspunkt før returkampen i PARKEN den 28. april.
I Holbæk er der pokalfeber og byen, der er sidste stop på motorvejen mod Sjællands Odde, har været i fuld gang med at forberede aftenens kamp i flere uger. Klubben har mødte talrige udfordringer op til pokalsemifinalen, hvor blandt andet en uventet brand i klubhuset har medført en ekstraordinær indsats fra klubbens frivillige og ansatte. Alt skulle dog være klar til aftenens kamp, så begge hold er klar til at give byen og aftenens tilskuere en fodboldfest på banen.
Der forventes mange tilskuere til aftenens kamp, og fra F.C. Københavns vedkommende kan vi kun opfordre til at folk kommer tidligt, da der naturligvis vil være pres på parkering og indgange. Kort sagt: Vær med til at gøre aftenens kamp til en positiv oplevelse for alle parter.
Vi ses i Holbæk!





















