Torsdag aften er der lagt op til en af årets allerstørste fodboldbegivenheder i Holbæk, for da får Nordvest FC – tidligere kendt som Holbæk B&IF – nemlig besøg af F.C. København i den første af to semifinaler, hvor den samlede vinder af de to opgør, får retten til på Kr. Himmelfartsdag at spille pokalfinale i PARKEN.
Af Jan Eliassen
Tilbage i 1974 og 1975 var Holbæk IF i to Pokalfinaler, men begge år måtte de desværre indkassere et nederlag. I 1974 vandt Esbjerg fB med 2-1 over Holbæk, og året efter var det så Vejle der tog titlen med en 1-0 sejr. Nu er nutidens Holbæk mandskab, i dag kaldet Nordvest FC, tæt på endnu en pokalfinale, men for at komme dertil, så skal favoritdræberne fra Nordvest FC fortsætte deres fantastiske pokaleventyr fra efteråret 2008.
Da Nordvest FC kvalificerede sig til Pokalturneringen lå de faktisk i 2. division Øst, men inden de spillede deres første kamp, da var de sluttet sidst i deres division, og mødte derfor Stenløse i 1. runde med status af et Danmarksseriehold. Det forhindrede dog ikke Nordvest FC i at besejre Stenløse med 3-1 i turneringens 1. runde. I den efterfølgende runde hed modstanderen Glostrup, og de måtte også lade livet, efter at Nordvest FC havde besejret dem klart med 3-0.
Efter de to første kampe troede alle, at nu sluttede eventyret, for i 3. runde ventede SønderjyskE fra SAS Ligaen. Men stik mod alle forventninger, så vandt Nordvest FC med 1-0, og var så klar til 4. runde hvor modstanderen var AB fra 1. division. Kampen mod AB endte 0-0 efter 90 minutter, og i den forlængede spilletid kom AB så foran, men det lod spillerne fra Nordvest sig ikke ryste af, og kort efter var stillingen 1-1. Da det også var stillingen efter 120 minutter, så betød det straffesparkskonkurrence, og her viste Nordvest sig som det bedste hold i denne disciplin, og vandt kampen med cifrene 5-3.
Efter sejren over AB var Nordvest FC klar til kvartfinalen, og det var så blevet tid til SAS Ligamodstander nummer to i form af AC Horsens. Nordvest kom foran 1-0, og trods stort pres fra AC Horsens, så fik de øget til 2-0 i det 89. minut, og derfor havde det ikke den store betydning, at Gilberto Macena i kampens døende minutter fik reduceret til slutresultatet 2-1.
Sejren over AC Horsens betød adgang til semifinalen i DBU’s Landspokalturnering, og dermed kan Nordvest FC blive det første Danmarksseriehold nogensinde der besejrer F.C. København. De københavnske løver har godt nok en gang før mødt et hold fra Danmarksserien i pokalturneringen, da de i 4. runde af pokalturneringen i 2000 mødte Vejen SF. FCK vandt dog uden de store problemer med 5-1. Thomas Thorninger scorede fire af målene, mens det sidste (som var det midterste) blev scoret af David Nielsen. Vejen SF’s mål blev sat ind fem minutter før tid, og på det tidspunkt førte F.C. København allerede med 5-0.
I det daglige spiller Nordvest FC i Danmarksseriens Pulje 2. Her ligger de inden torsdagens pokalkamp på en 2. plads, og møder op til kampen mod F.C. København med to sejre i bagagen fra årets første to kampe i Danmarksserien. I forårets første kamp mødte Nordvest FC på udebane Middelfart, og her vandt de med 1-0. Målet blev scoret på straffespark af Morten Hamm, Nordvest FC’s mest erfarne spiller, da han har spillet 194 kampe i SAS Ligaen for henholdsvis Hvidovre IF, Viborg FF og BK Frem. I den sidste kamp inden torsdagens pokalbrag mødte Nordvest FC på udebane Dalum, og Nordvest FC vandt kampen med 1-0 på et mål af Rasmus Lundberg.
Om Nordvest FC kan fortsatte pokaleventyret finder man ud af torsdag aften når forestillingens 1. del afvikles, og selvom F.C. København er en stor mundfuld, så er der ingen tvivl om, at Nordvest FC helt i pokalturneringens ånd vil fighte og kæmpe den berømte del ud af bukserne for at skabe endnu en overraskelse, for mon ikke at Nordvest-spillerne, i lighed med spillerne fra F.C. København, meget gerne vil spille pokalfinale i PARKEN på Kr. Himmelfartsdag.
>>>>> Nordvest FC’s officielle hjemmeside
Kilde: www.danskfodbold.com og www.nipserstat.dk





















