Når F.C. København søndag aften skal forsøge at tage tre point på udebane mod OB, og dermed reducere afstanden til fynboerne til blot et point, så venter der noget af en opgave – for det er ikke ofte OB taber hjemme på Fionia Park, men det sker – specielt i efterårets sidste hjemmekamp.
Af Jan Eliassen
OB har i de seneste par sæsoner forvandlet sig fra godt midterhold – til et hold der kæmper om medaljerne hvert år – og en del af forklaringen på dette er, at OB for det første ikke taber mange hjemmekampe, men også at de frem for at spille mange uafgjorte hjemmekampe – er begyndt at vinde rigtig mange kampe på det fynske fort, Fionia Park.
I sæsonen 2007/08 endte OB som nummer fire i SAS Ligaen, og antallet af tabte hjemmekampe var ikke årsagen til, at de ikke sluttede højere oppe, idet OB blot led et enkelt nederlag i den sæson. Det eneste hold der formåede at vinde på Fionia Park i 2007/08 var FC Midtjylland, som vandt med 1-0. De manglende point på hjemmebane skulle snarere findes i det fact, at OB formåede at spille uafgjort i hele 11 hjemmekampe, og dermed blot vandt fem kampe på Fionia Park.
I sidste sæson kom der så flere point ind på kontoen, og her var det netop de mange uafgjorte der blev til sejre. I sæsonen 2008/09 vandt OB 14 hjemmekampe, spillede en enkelt uafgjort og tabte blot to kampe. AaB fik den ene uafgjorte, og Brøndby vandt to gange i Odense, begge gange med 1-0, og set med københavnske øjne, så er det værd at bemærke, at Brøndbys ene sejr blev vundet i efterårets sidste kampe – i den første weekend af december. Men i foråret 2009 så var der ikke meget der gik galt på hjemmebane for OB. Otte hjemmekampe og otte sejre, og det med en målscore på 23-7, og igen kan ud fra et løve-mæssigt synspunkt finde en smule trøst i, at F.C. København var det eneste hold der formåede at score to gange på FIonia Park.
Denne sæson startede så hvor sidste sæson sluttede. OB vandt de første tre hjemmekampe med 3-1 over SønderjyskE, 1-0 over FC Midtjylland og 1-0 over Randers FC, og først i årets fjerde kamp satte OB point til på hjemmebane, og her var det naturligvis F.C. København der satte en stopper for OB’s flotte stime på 11 sejre i træk på hjemmebane, en stime der er så lang, at det rent faktisk er SAS Ligarekord for flest sejre i træk på hjemmebane.
Kampen hvor F.C. København stoppede OB’s sejrsstime endte 1-1. Martin Vingaard bragte Løverne foran 0-1 på straffespark i det 38. minut, men bedst som det lignede en københavnsk halvlegsføring, så slog SAS Ligaens topscorer til, og Peter Utakas mål var også kampens sidste scoring.
Siden F.C. Københavns besøg på Fionia Park har OB vundet 2-0 over FC Nordsjælland, 2-1 over AaB, spillet 1-1 mod AaB og så i deres seneste kamp endte det med en spinkel 1-0 sejr over bundholdet HB Køge, og endnu engang var det Peter Utaka der, med hans 13. Superligamål i denne sæson, sænkede de hårdt kæmpende østsjællændere blot syv minutter før sidste fløjt.
F.C. Københavns seneste sejr på Fionia Park ligger tilbage i efteråret 2005, hvor to gange Marcus Allbäck sikrede Løverne en 2-0 sejr. Selvom denne sejr ligger mere end fire år tilbage, så kan Byens Hold dog også glædes over, at OB siden denne kamp blot har vundet to hjemmekampe mod F.C. København, og så er de øvrige fire opgør endte uafgjort – tre af dem endda 0-0.
Om fortet ”Fionia Park” stadig står søndag aften skal blive meget spændende at se, men F.C. København kan finde statistisk ro i den oplysning, at OB ikke klarer sig specielt godt hjemme i efterårets sidste kamp. Fynboerne ikke vundet årets sidste hjemmekamp siden 2004, men har de seneste fire sæsoner ikke formået at score i årets sidste opgør – med det resultat, at de har tabt 0-1 til Brøndby, tabt 0-1 til FC Nordsjælland, spillet 0-0 mod Randers FC og tabt 0-1 til Brøndby.
Kilde: www.danskfodbold.com





















