For anden gang i denne sæson skal F.C. København stifte bekendtskab med UEFA’s nye tiltag, nemlig de seks dommere fordelt på den almindelige hoveddommer, to liniedommere, en 4. dommer og det nye element - to assistent dommere.
Af Jan Eliassen
Første gang F.C. København prøvede 6-dommer løsningen var mod CFR 1907 Cluj. De rumænske spillere og tilskuere var sikkert meget tilfredse med tiltaget, men ikke mange københavnere var specielt imponerede, men om det reelt var på grund af selve nyskabelsen – eller måske bare en knapt så god dommer – skal være usagt.
Nu kommer der som sagt en ny omgang med de to ekstra dommere, og denne gang er alle mand fra Estland.
Kampens hoveddommer er den 31-årige Hannes Kaasik. Han har dømt internationalt siden 1. januar 2006, og har ikke tidligere været i nærkontakt med F.C. København. Hannes Kaasik har dog dømt dansk en enkelt gang, det var her i august måned, hvor han i Odense dømte kampen mellem OB og Rabotnicki. OB vandt kampen med 3-0, og fynboerne vandt også kampen om flest gule kort med 2-1.
F.C. København har en gang tidligere spillet en kamp under ledelse af en estisk dommer. Det var den 23. august 1994, hvor Oleg Timofeev dømte kampen mellem FC Jazz fra Finland og F.C. København. Løverne havde lidt overraskende tabt hjemmekampen med 0-1, men i returkampen, som altså blev dømt af Oleg Timofeev, vandt F.C. København med 4-0 på scoringer af Michael Johansen, Morten Nielsen, Per Frandsen og Allan Nielsen.
De to liniedommere er Marko Leevand og Hannes Reinvald, mens det er Jaan Roos der er 4. dommer. De to assistent dommere er Sten Kaldma og Kristo Tohver. Alle mand er som tidligere nævnt fra Estland.
Kilde: www.danskfodbold.com og www.nipserstat.dk





















