af Andreas Arnaa
Jeg har begivet mig ind til fredagens lukkede træning i PARKEN hvor en støvregn falder fra det grå skydække, og jeg mødes af et perfekt græstæppe. Inde på banen er SAS Ligaens guldaspiranter fra F.C. København i gang med at træne, nederlaget mod Esbjerg synes glemt, og spillerne virker motiverede til morgendagens comeback til hjemmebanen. De sidste taktiske og tekniske øvelser trænes igennem forud for weekendens hjemmekamp, og Ståle Solbakken tester sine muligheder til startopstillingen mod AC Horsens. Efter at have overvintret på andenpladsen var holdet atter at finde i tabellens absolutte top da forårets første runde var overstået, men sammenstødet med Esbjerg kombineret med en ålborgensisk sejr over netop AC Horsens, sendte nordjyderne fra Ålborg tilbage på førstepladsen.
Gensyn med et stadion under ombygning
Med onsdagens opgør overstået er de kolde forberedelser til gensynet med PARKEN indledt. Danmarks nationalstadion har ligget øde hen for SAS Liga-fodbold siden ærkerivalerne fra den københavnske vestegn lagde vejen forbi Østerbro den 2. december sidste år, og der er sket en masse i den mellemliggende tid. Ud over udskiftninger i spillertruppen har den historiske D-tribune været under nedrivning, og de første spadestik til opbygningen af den nye tribune blev taget tidligere på måneden.
Mere end et kvartals venten er imidlertid et færdigt kapitel når dørene sent lørdag eftermiddag lukkes op til kampen mellem F.C. København og AC Horsens. Det er femte gang de to klubber sammen vil figurere på PARKENs storskærme, og historien taler uomtvisteligt for en hjemmebanesejr. Ikke blot er de fire foregående indbyrdes møder i hovedstaden blevet omsat til københavnsk sejr, horsensianerne har i tre forsøg heller ikke formået at drage fordel af hjemmebanen i Jylland, så i et pointmæssigt perspektiv ligner det ’Davids kamp mod Goliat’.
Kvist: - Et wake up call
Efter dagens træning stillede William Kvist sig til rådighed for at kommentere på Esbjergkampen og samtidig vende blikket mod den kommende kamp. Midtbanemanden lagde ikke skjul på at holdets præstation i onsdags ikke var acceptabel, men ved samtidig hvad holdets opgave nu består i.
- Vi skal komme videre, for det var ikke godt nok. Vi har selvfølgelig ikke forventet at alting skulle gå som smurt i hele foråret, men det er da klart at det var et wake up call. Jeg synes egentlig vi har spillet nogle rigtig gode træningskampe og spillede en god første kamp mod Lyngby, så tendensen er egentlig OK. Sidste gang var det ikke så godt, men sådan er det jo.
- Nu skal vi ud mod Horsens og vise at vi kan spille god fodbold og vinde. Vi skal give os hundrede procent og være klar, det er én af vores primære opgaver i morgen.
Den 23-årige midtbanespiller med det selv samme trøjenummer vikarierede i en længere periode på den plads Lars Jacobsen forlod til fordel for tyske Nürnberg. Nu er William tilbage på sin favoritposition på den centrale midtbane, og det er til stor glæde for hovedpersonen selv.
- Det er dejligt at være tilbage på min favoritposition. Det er noget jeg har valgt, og det er jeg enormt glad for. Desuden har jeg været helt tilfreds med min egen præstation indtil videre.
AC Horsens har overrasket de fleste fodboldinteresserede, og indtager i øjeblikket en fjerdeplads i ligaen. Deres kvaliteter er da heller ikke gået William Kvists næse forbi, men han føler sig parat til lørdagens opgave.
- Der er ingen tvivl om at Horsens er rigtig gode til det spil, de skal ud og spille i morgen. De har en stærk defensiv og tre gode folk oppe foran, så der er ingen tvivl om at de godt kan lide sådan en kamp, og de har alt at vinde inde i PARKEN. Jeg forventer vi er toptunede og klar, og der vil være fuld energi på hele vejen. Vi håber vores spil vil sidde der, men det kan man aldrig helt vide. Vi vil i hvert fald give os alt hvad vi kan.
Statistik er en størrelse der bliver set på med forskellige øjne, men Kvist er af den opfattelse at statistikker kan være brugbare.
- Der er flere af de Horsens-spillere der spiller i morgen, som også har spillet mod os de sidste mange kampe, så det er klart det vil ligge i baghovedet. Men ellers er det bare statistik.
Laursen: - Fantastiske omgivelser
I morgen står nyerhvervelsen Ulrik Laursen, der blev hentet hos konkurrenterne fra Odense, over for sin hjemmebanedebut i PARKEN som F.C. København-spiller. Han har tidligere spillet på nationalstadionet med OB og det danske landshold, og han er dybt imponeret og ser frem til at løbe på banen i morgen.
- Jeg glæder mig. Det har altid været fantastisk at spille herovre og også i pokalfinalen sidste år. Det er nogle fantastiske omgivelser som kan måle sig med det, jeg har været vant til i Celtic. Der er selvfølgelig også højere forventninger, men hvis man ikke kan lide det, skulle man nok ikke være taget til FC.
Selvom han stadig må betragtes som ny i klubben, er han faldet godt til, men skiftet kræver alligevel tilvænning.
- Jeg synes jeg er faldet godt til. Jeg har spillet med flere af dem før, og jeg tror ikke det er så svært at falde til, når man skifter til en anden klub i Danmark, som det vil være, hvis man skifter til en klub i udlandet. Jeg synes folk har været rigtig gode til at tage imod mig, men jeg må sige det ville være kommet bag på mig, hvis jeg bare var faldet hundrede procent ind på pladsen med det samme. Det kræver noget tilvænning, men jeg synes vi har gjort det fantastisk. Der var lige en enkelt glipper mod Esbjerg, men den slags kampe kommer. Det er bare spændende at se hvordan vi reagerer på det, når vi skal spille den næste kamp.
Ligesom William Kvist var Ulrik Laursen heller ikke tilfreds efter nederlaget mod Esbjerg, og han giver klart udtryk for at kampen ikke bliver glemt med det samme.
- Efter en kamp som den mod Esbjerg vil man altid være utilfreds i nogle dage, for når en kamp ser ud til at ende 0-0, så skal man holde nullet, og det gjorde vi ikke. De scorede to mål, og så er man utilfreds.
Midtstopperen med nummer 5 på ryggen roser gerne morgendagens modstander for deres indsats i SAS Ligaen, men når der i morgen fløjtes op til kamp, skal FCK sætte AC Horsens under pres.
- Horsens har absolut intet at miste. De kommer her og vil helt klart prøve at slå os på kontra. Alle hold der kommer til PARKEN skal sættes under pres, og det skal ikke kun være i 60 minutter. Vi skal have styr på begivenhederne og sørge for at få nogle mål ind hurtigt, så der ikke er nogen tvivl om resultatet og så de samtidig føler, at de ikke rigtigt får fodfæste på noget tidspunkt.
- De har gjort det godt, så de skal da have den respekt de har fortjent. Jeg synes Horsens er et skoleeksempel på, hvordan man skal gøre for at overleve, når man kommer op i SAS Ligaen. De spillede meget primitivt og defensivt fodbold i to år og har så slået rødder i SAS Ligaen og fundet nogle spillere som kan spille fremad. De har bare slået til hvor andre hold ikke har gjort det i denne sæson, og det er derfor de ligger, hvor de ligger, slutter Laursen.
Statistik præsenteret i samarbejde med Nipserstat.dk



















