Dagsdato
FCK's officielle website

1 F.C. København 63
2 FC Nordsjælland 62
3 AC Horsens 54
4 FC Midtjylland 52
5 AGF 48
6 Silkeborg IF 42
7 AaB 41
Modstanderen

AC Horsens jagter sine første point mod FCK

 

Da AC Horsens senest gæstede PARKEN i 9. spillerunde, lå de på en flot og overraskende 3. plads efter blot et enkelt nederlag i de første 8 runder. Takket være en Morten Nordstrand-scoring efter godt en times tid blev det til sæsonens andet nederlag – i øvrigt med samme dommer, Henning Jensen, som dømmer lørdagens opgør – men østjyderne fortsatte de gode resultater i ligaen og holdt sig fremme i tabellen. Og da efterårsstillingen kunne gøres op primo december, lå De Gule såmænd stadig på en fornem 3. plads.

 

 

AC Horsens-forsvaret i duel med Michael Gravgaard sidst de to hold mødtes i PARKEN

Foto: © Lars Rønbøg / Sportsagency.dk


 

 

Det gjorde de især i kraft af en stærk hjemmebane, hvor de var ubesejrede i efterårets 8 kampe – og derfor var det også en lille streg i regningen for Kent Nielsen & co., at foråret blev indledt med 0-0 mod de østjyske rivaler fra AGF. Men en endnu større streg var det, at rekorden som ubesejret på Forum Horsens Stadion røg sig en tur i onsdags, da AaB rejste derfra med en 2-1-sejr.

 

Resultaterne har dog kun sendt AC Horsens en enkelt plads ned i tabellen, om end de nærmeste forfølgere fra OB har spillet en kamp færre. Men der er kun 4 point ned til Brøndby IF på 9. pladsen, så det ser ud til, at eksperterne får ret i, at man i foråret snarere skal orientere sig ned i tabellen end op. En sejr i PARKEN vil dog sætte et spørgsmålstegn ved denne spådom!

 

Det vil i givet fald være den første af sin slags mod F.C. København, som AC Horsens endnu aldrig har taget point fra i de hidtidige 7 opgør. Men det var da tæt på et par gange i AC Horsens’ første sæson i SAS Ligaen: i oktober 2005 røg det ene point først lidt i overtiden, da indskiftede Peter Møller scorede, og i foråret 2006 måtte Byens Hold hele 3 minutter inde i overtiden, før ligeledes indskiftede Peter Ijeh fik bolden over stregen tæt under mål til endnu en smal 1-0-sejr!

 

 

Peter Ijeh tiljubles af Marcus Allbäck og Dan Thomassen efter sit sene sejrsmål

Foto: FCK.DK / Carl Redhead

 

 

Det er dog et væsentligt mere modent og erfarent AC Horsens-mandskab, som nu er i gang med sin tredje SAS Liga-sæson under Kent Nielsens kompetente ledelse. Der er ikke sket de store ændringer i truppen i vinterpausen, bortset fra at Joseph Elanga er ny venstre back, mens Martin Halle og Bosun Ayeni er skiftet til SønderjyskE. En del spillere sidder ude med langtidsskader, bl.a. norske Magne Sturød, som kom fra OB i sommerpausen, og i forårspremieren mod AGF blev også Per Gade skadet og måtte stå over mod AaB. Han ventes dog klar til lørdagens opgør i hovedstaden, hvor AC Horsens dog under alle omstændigheder må se bort fra Niels Lodberg, der har karantæne.

KB Parken B1903
CMS - Content Management System By SiteLoom