Når F.C. København torsdag aften skal forsøge at besejre Rosenborg Boldklub, så har UEFA valgt, at det bliver østrigske Thomas Einwaller der skal lede ”slaget om Norden”.
Af Jan Eliassen
Den 31-årige Thomas Einwaller fra den østrigske by Scheffau er nok en af UEFA’s kommende topdommere, for set i lyset af, at han kun har dømt på højeste nationale niveau siden 2001, og kun har været FIFA dommer siden 2005, så er han allerede begyndt at få nogle af de større opgaver.
I denne sæson har Thomas Einwaller dømt to kampe ved de olympiske lege, og har ligeledes dømt VM-kvalifikationskampen mellem verdensmestrene fra Italien og Georgien (2-0 på to mål af Daniele De Rossi). Han har også været i aktion i Champions League i denne sæson, hvor han dømte opgøret i gruppe G mellem Fenerbahçe SK og Dinamo Kiev (0-0).
Det er også blevet til ”spilletid” i UEFA Cuppen. Thomas Einwaller dømte opgøret i UEFA Cuppens gruppespil mellem Aston Villa og Ajax Amsterdam, en kamp der for øvrigt havde en dansker som målscorer. Martin Laursen bragte Aston Villa foran 1-0, Ajax fik udlignet ved Thomas Vermaelen – men Gareth Barry sørgede for, at det alligevel endte med en sejr til Aston Villa.
Martin Laursen er ikke den eneste dansker der har haft Thomas Einwaller som dommer, for i efteråret 2007 kvalifice-rede AaB sig til UEFA Cuppens gruppespil på bekostning af italienske Sampdoria. Thomas Einwaller dømte det første opgør i Italien, og på trods af en italiensk 1-0 føring, så sørgede Rade Prica og Andreas Johansson for at AaB kom foran 2-1, men Sampdoria fik scoret yderligere et mål og opgøret endte 2-2. Returkampen sluttede 0-0, og dermed var AaB, i lighed med F.C. København, med i UEFA Cuppens gruppespil.
Hvis alt går vel for Thomas Einwaller, så er det ikke utænkeligt at han vil være en af de dommere der tager med til Sydafrika for at dømme VM. Han er i hvert fald blevet sat på den provisoriske liste med 38 dommere som efter al sandsynlighed vil dømme slutrunden i 2010.
Thomas Einwaller får hjælp på linierne af landsmændene Roland Heim og Klaus Strasser. Kampens fjerdedommer, Manfred Krassnitzer, er også fra Østrig.





















