På søndag kommer AC Horsens til København. FCK.DK har kigget lidt på den by, som weekendens modstander hører hjemme i.
Af Jonas Hjortdal
Byen Horsens ligger lige ud til Horsens Fjord, og der er således under 2 km fra Forum Horsens Stadion til vandet, hvor man blandt andet finder Horsens Sejlklub.
Horsens har inden for de seneste par år udviklet sig til at være en af de største kulturbyer i Danmark. Blandt de store satsninger på kulturområdet har været koncerter med store internationale navne som Madonna, Dolly Parton, Bob Dylan, Paul McCartney, Robbie Williams og Elton John.
Som et led i bestræbelserne på at skabe de bedst mulige rammer åbnede i september 2004 Forum Horsens, der har en kapacitet på op til 4500 til de førnævnte koncerter, samt omkring 3000 tilskuere til sportsbegivenheder, både lokale og nationale.
Netop det sportslige område er et af de steder, foruden musikken, hvor byen har oplevet stor succes over de senere år. Udover søndagens modstander, AC Horsens, der i 2005 vendte tilbage til landets bedste række efter et fravær på ca. 35 år, er Horsens således også repræsenteret i de bedste danske ligaer i såvel håndbold som basketball. Mens det i håndbold indtil videre kun er på kvindesiden, havde man i denne sæson et hold i den bedste kvindelige basketballliga, mens man i den mandlige liga var repræsenteret ved hele to hold. Heraf er det ene, Horsens BC, dog endt med at rykke ned.
Alle disse satsninger har været oplagte på grund af den store publikumsmæssige tilslutning, der historisk set har været til både sports- og musikarrangementer. Men herudover er der også blevet gjort meget for at gøre Horsens til en interessant by for nogle af de befolkningsgrupper, der måtte føle sig forbigået med hensyn til andre kulturelle muligheder. Således afholdes der i Horsens årligt både en middelalderfestival (august) og en børneteaterfestival (september), hvilket i høj grad appellerer til den yngre del af befolkningen, og dermed børnefamilierne.
Den massive satsning har sat sit tydelige præg på befolkningsvæksten, og Horsens har således indenfor det seneste år overhalet Vejle som landets 8. største by med et befolkningstal på omkring 50.000, det faktum til trods, at Vejle indenfor de seneste år også har haft en betydelig befolkningsvækst.
Borgmester i Horsens er Jan Trøjborg (S), der tidligere bl.a. har besat posterne som Erhvervs- og Forsvarsminister under Nyrup-regeringen.
| SE OGSÅ |
|
>>> Læs mere om AC Horsens på deres egen hjemmeside |





















