Når F.C. København tager hul på UEFA Cup gruppespillet mod det græske storhold Panathinaikos, bliver det med slovakiske opmænd til at styre løjerne. Hoveddommer bliver Vladimír Hriňák, der tilhører den næstøverste kategori af dommere i UEFA, Premier Referees.
Hriňák debuterede allerede i 2001 i UEFA’s fornemmeste turnering, UEFA Champions League, i kampen mellem F.C. Københavns kommende UEFA Cup modstandere, Lokomotiv Moskva og RSC Anderlecht. Siden da er det blevet til yderligere 18 opgør i europæisk klubregi og ni landskampe, herunder Danmarks 3-2 sejr i en venskabskamp mod England, på Old Trafford, i november 2003.
Den 43-årige slovak får assistance på linjerne af sine to landsmænd Marian Ruzbarsky og Rastislav Kubica, mens ligeledes slovakiske Patrik Hrcka er fjerdedommer.





















