En kamp ad gangen
Uanset resultatet i kampen mod FCM skærtorsdag (der blev spillet efter deadline) er der ingen tvivl om, at omverdenen forventer tre point til Byens Hold i sæsonens tredjesidste hjemmekamp i SAS Ligaen. Modstanderen 2. påskedag er SønderjyskE.
Ståle Solbakkens spillere vil være tårnhøje favoritter mod rækkens bundhold, men for en gangs skyld vil favoritrollen ikke øge presset på løverne. Det er nemlig i forvejen optimalt, for vi kommer tættere og tættere på den endelige afgørelse i kampen om årets danske mesterskab. Heldigvis har holdet både i de afgørende Royal League-kampe og i de seneste meget tætte kampe i SAS Ligaen dokumenteret, at det trives med pres. Det er en meget vigtig ballast at tage med sig ind i turneringens afgørende fase.
Sønderjysk gejst og opportunisme
Mesterskaber vindes en kamp ad gangen, og jeg må tilstå, at jeg er imponeret over vores holds evne til hele tiden at fokusere på den næste kamp. Derfor er jeg også sikker på, at det vil være en flok topmotiverede og fokuserede løver, der løber på banen på mandag.
For 76. gang i træk i ligaen vil det ske foran et stort femcifret antal tilskuere i PARKEN. Vores spillere er med andre ord vant til stor ståhej, men for sønderjyderne vil de over 20.000 tilskuere ganske givet være en ekstra motivationsfaktor.
Hvis SønderjyskE tillige har modet til at fortsætte den offensive stil, som holdet har beriget SAS Ligaen med i år, så er der lagt op til en særdeles underholdende kamp på Danmarks nationalstadion. Kombineret med vores stadig mere direkte spillestil vil det betyde et brag af en angrebskamp, men lad os nu se, om Morten Bruun holder fast i holdets offensive koncept eller om han - som så mange andre trænere for udehold i PARKEN - parkerer stort set hele holdet lige udenfor eget straffesparksfelt.
Tre gode nyheder
Udenfor grønsværen meddelte PARKEN Sport & Entertainment forleden, at vi erhverver aktiemajoriteten i Danmarks største fitness- og velværekæde, fitness dk. Dermed tager vi endnu et vigtigt strategisk skridt i opbygningen af den solide sports-, underholdnings- og fritidskoncern, som i det lange løb er den bedste garanti for, at F.C. København kan fortsætte de sportslige fremgange.
Det er ligeledes glædeligt at konstatere, at publikum har taget rigtigt godt imod det hidtil bedste bandprogram for Zulu Rocks PARKEN, der afvikles lørdag den 17. juni. Med det ypperste fra den danske rockscene (blandt andre Bikstok Røgsystem, Kashmir og Mew) og glimrende internationale navne som Pharrell, The Black Eyed Peas og legendariske Pet Shop Boys tegner det da også til at blive en stor festaften i juni. Der er allerede solgt over 10.000 billetter.
Endelig kunne vi også før påske meddele, at The New Firm (F.C. København-Brøndby IF) nu er totalt udsolgt, så der vil være over 40.000 tilskuere på lægterne den 30. april i PARKEN.
Inden da gælder det dog den uhyre vigtige kamp mod SønderjyskE, og jeg ønsker spillere, ledere og tilskuere fra den sønderjyske klub varmt velkommen!
Med venlig hilsen

![]()





















