Ugen der gik (uge 45)

GRATTIS ROBIN
Robin Olsen blev mandag aften kåret som Årets Målmand på den svenske Fotbollsgalan 2018. Han var nomineret sammen med Karl-Johan Johnsson fra Guingamp og Kristoffer Nordfelt fra Swansea.

Ludwig Augustinsson var nomineret som Årets Forsvarer, men måtte se prisen gå til Manchester Uniteds Viktor Lindelöf, der også vandt Guldbolden.
 

Robin Olsen


HILSEN FRA SIONKO
Sidste år havde vi besøg af Pospech, da vi spillede Europa League mod FC Zlin i Olomouc, og i torsdags lagde Libor Sionko vejen forbi hotellet i Prag. Det blev til en hyggeligt snak med gode, gamle venner fra trænerstaben - og William Kvist, som er den eneste fra den nuværende trup, som Sionko spillede sammen med.

Sionko bor lidt uden for Prag og er stadig aktiv i fodboldverdenen som team manager for Tjekkiets U21-landshold.

Jesper Larsen og Libor Sionko
Jesper Larsen og Libor Sionko. Foto: FCK.DK


TEN YEARS AFTER
Både Libor Sionko og Zdenek Pospech var i aktion for Byens Hold for præcis 10 år siden, da vi spillede pokalkvartfinale i Lyngby og både den ordinære kamp og forlængede spilletid endte 0-0. Derfor skulle vi ud i straffespark-konkurrence, som vi vandt 4-2.

Men lad os tage et kig på, hvem der var på holdet den aften i Lyngby:

Som sagt vandt vi pokalkampen med en del besvær - og på Lyngbys hold fandt man bl.a. vores tidligere keeper Rune Pedersen mellem stængerne, en 20-årig Andreas Bjelland på den centrale midtbane og en anden eks-FCK'er Lasse Qvist som indskiftningsspiller, der i øvrigt måtte se Nathan Coe redde en friløber kort før tid. Og på trænerbænken sad såmænd Henrik Larsen. Og graver vi længe nok i arkiverne - og maler med den brede pensel - kan vi også kalde Kim Aabech en slags eks-FCK'er. Som B1903-ynglingespiller fik han i hvert fald nogle kampe på vores U21-hold i begyndelsen af 00'erne...

Men tilbage til pokalkampen for 10 år siden - pudsigt nok skulle vi få dage efter spille en vigtig hjemmekamp i Superligaen mod FC Midtjylland, som vi endte med at vinde 3-0.

>> Læs mere om Lyngby-pokalkampen på kampsiden

 

U19-ESBJERG 1-2
U19 kunne ikke følge succesen op fra den flotte 6-1-sejr i Baltic Sea Cup i forrige uge. Lørdag eftermiddag tabte holdet knebent 1-2 hjemme til Esbjerg, efter Ibrahim Samrawi ellers sørgede for en ønskestart ved at score direkte på frispark efter fem minutter. Blot syv minutter senere udlignede gæsterne dog på et flot langskud, og de havde også flere chancer til at komme foran. Det kom de efter en times spil, og sejren var ikke ufortjent, selv om vi havde en kæmpe chance til udligning på kampens allersidste spark.

 

Torsdag aften spiller U19 pokalkamp mod Avarta i Espelunden, men næste ligakamp er først 23. november ude mod SønderjyskE.


U17-ESBJERG 2-0
Der var til gengæld glæde og lettelse i U17-lejren efter sæsonens første liga-sejr, da Esbjerg blev sendt hjem med et 2-0-nederlag. Lucas Ørneborg sendte holdet på sejrskurs ti minutter efter pausen, og kort før tid øgede William Bøving til 2-0.

U17 har hjemmekamp igen på lørdag kl. 15.30, når AaB kommer til København.


KØBENHAVNS-SERIEN
B1903 er gået på vinterferie, mens KB har en udsat kamp mod Rønne næste lørdag kl. 15.30 på Frederiksberg Idrætspark.