Ugen der gik (45/2019)

N'DOYE HOLDT SNITTET
Med vores enlige scoring i søndags holdt Dame N'Doye sit scoringsgennemsnit mod FC Midtjylland, som nu lyder på 14 mål i 14 kampe.

Mod vores næste modstander, Hobro, har han "kun" scoret et mål i hver anden kamp - hvilket skal tages helt bogstaveligt, for han har kun mødt dem to gange og scoret en enkelt gang.

Dame N'Doye
N'Doye fejrer sit mål mod Hobro i Telia Parken 17. marts 2019


KIEV ELLER KYIV?
Efter lodtrækningen til dette års Europa League-gruppespil kaldte vi vores ukrainske modstandere for Dynamo Kiev, sådan som de fleste danske medier også gør. Siden blev vi opmærksomme på, at såvel klubben som UEFA staver bynavnet "Kyiv" på deres engelsksprogede sider, men for ikke at skabe forvirring (vi havde allerede skrevet Kiev i artikler, grafikker, annoncer m.m.) besluttede vi at vente med at ændre til efter vores kampe.

Dynamo Kyiv


Derfor optræder klubben nu officielt som Dynamo Kyiv i vores kampdatabase.

Vi kan for god ordens skyld tilføje, at hverken klubben eller UEFA har haft bemærkninger til stavemåden Kiev, som både Malmö FF og FC Lugano i øvrigt også benytter.


TILLYKKE, ROBIN
Robin Olsen, der p.t. vogter målet i Cagliari, blev for fjerde år i træk kåret til Årets Målmand i Sverige. Kalle Johnsson var også nomineret sammen med MFF's Johan Dahlin.
 

Robin Olsen
Foto: @robinolsen25 (Instagram)


GRINDHEIM: JEG VAR IKKE, HVOR JEG SKULLE VÆRE
I ugen der gik var Christian Grindheim gæst i den norske fodboldpodcast Heia Fotball, hvor han bl.a. fortalte om sit ophold i F.C. København fra sommeren 2011 til december 2012 - et ophold, som han tydeligvis var ærgerlig over i en ellers lang og fin karriere.

"Jeg er meget misfornøjet med mig selv i FCK, jeg følte ikke, jeg fik vist noget," fortalte han.

"Jeg troede ellers, det ville gå godt, og at det var et skridt ned fra Heerenveen, men det viste sig jo at være en meget mere professionel klub, så mentalt var jeg ikke klar det."

"Sæsonen før var FCK i 1/8-finale i Champions League, men syv af de 11 startende var forsvundet til andre klubber, så jeg skulle måske have lavet noget research og måske ventet med at skifte. Et nyt hold skulle bygges op, og det havde vi overhovedet ikke tid til. Jeg husker, at vi begyndte sæsonen med en uafgjort og ni sejre, og alligevel fik vi kritik, fordi vi spillede dårligt."

"Og så røg vi ud af Champions League-kval'en mod Plzen fra Tjekkiet, hvor de havde en på midten, der var dobbelt så stor som mig, og han kørte helt rundt med mig. Det var skræmmende! Vi tabte også mesterskabet til Nordsjælland, så de gik direkte i Champions League-gruppespillet, så det var slet og ret en lortesæson. Vi vandt cup'en, men det var der ikke rigtig nogen, der gik op i."

Efter at have været fast mand i 2011/12-sæsonen blev Grindheim skadet i starten af 2012/13-sæsonen, og da han var klar igen, foretrak Ariël Jacobs TK og Claudemir på den centrale midtbane.

I foråret 2013 blev Grindheim udlejet til Vålerenga og skiftede om sommeren på en permanent kontrakt. Her spillede han til udgangen af 2017, hvorefter han skiftede til barndomsklubben Haugesund, hvor hans kontrakt udløber til nytår. Han ved ikke endnu, om han fortsætter sin spillerkarriere eller hvad fremtiden byder på.

Oviedo, Grindheim og Sigurdsson
Oviedo, Grindheim og Ragnar fejrer en DERBY-sejr i april 2012. Foto: Lars Rønbøg, Getty Images



U19 KAMPFRI
U19-holdet var ikke i aktion denne weekend og skal heller ikke den kommende weekend, eftersom U19-landsholdet spiller EM-kvalifikationsgruppe i Køge mod Finland (onsdag), Færøerne (lørdag) og Frankrig (næste tirsdag).

Jacob Haahr og Ahmed Daghim er med fra vores talentafdeling, mens Alexander Hjælmhof desværre er skadet.


ESBJERG-U17 2-3
U17 tog sin sjette sejr i træk og topper nu U17-ligaen foran Lyngby. Fisnik Isaki bragte tidligt holdet foran i Esbjerg, men efter pausen kom Esbjerg foran 2-1 efter en times tid. Rasmus Højlund udlignede på straffe, inden Fisnik fem minutter før tid sørgede for, at alle tre point kom med hjem til København.

U17-landsholdet deltager den kommende uge i en international turnering i England og møder værtslandet fredag aften. Valdemar Lund, Mattias Jakobsen, Rasmus Højlund og William Bøving repræsenterer løverne.
 

B1903-GRÆSRØDDERNE 3-3
03'erne sluttede efteråret af med endnu en målrig kamp mod FC Græsrødderne, der tæller en hel del tidligere divisionsspillere. Således var det Mads Laudrup og Simon Bræmer, der bragte dem foran 2-0, inden 03'ernes Tjæder reducerede inden pausen. I 2. halvleg blev Græsrøddernes Mark Leth Pedersen blev udvist, og Christian Fritze og August Grønbæk Thestrup bragte 03'erne foran, inden Klaus Lykke udlignede til slutcifrene 3-3.

KB runder efteråret af tirsdag aften i Hvidovre.