FCK-fans i Parken

Særlig hyldest i aften på tværs af klubskel og rivalisering

Som vi har meldt ud, så hylder vi Dame N'Doye fredag aften i Parken, men han bliver ikke den eneste, der kommer ned på banen og får klapsalver før kampen.

Der kommer også et par FCK fans og en Brøndby fan ned til banen for at blive hyldet, ca. kl. 20.25.

Baggrunden er de meget ubehagelige episoder, der var i udebaneafsnittet i søndags, og ikke mindst de optagelser, der senere kom ud på sociale medier af FCK-fans, der blevet truet til at tage deres trøjer af i et S-tog.

Vores SLO-TEAM er lykkedes med at finde frem til de forurettede og har inviteret dem i Parken her til aften. Her skal de møde den Brøndby fan, der - efter han så videoen på nettet - startede en indsamling sammen med en FCK fan, så FCK-fansene kunne få erstattet deres trøjer.

Han kommer ind og overrækker pengene fra indsamlingen, som bagefter bliver doneret til Danske Fodbold Fanklubber (DFF), der arbejder for positiv fan-kultur på tværs af klubber.

I stedet for nye trøjer, får de i stedet matchworn trøjer af vores spillere efter kampen.

Formålet er at vise, at vi godt kan se forbi klubskel og rivalisering, når det handler om at opføre sig ordentligt, når man tager til fodbold eller støtter sin klub i øvrigt.

Vi håber, at alle i Parken vil hjælpe til med at give dem en god oplevelse her til aften.