Hørsholt: Vi er klar til en løsning omkring Derby-billetter

Hørsholt: Vi er klar til en løsning omkring Derby-billetter

Brøndby har i denne sæson valgt at nedsætte antallet af billetter til medrejsende FCK-fans til Derby-kampe til 1400 i to opdelte udebaneafsnit bag plexiglas. Det er et brud på den hidtidige aftale om at stille en hel tribune til rådighed for udeholdet. Derfor har F.C. København, forud for de kommende kampe mod Brøndby i Telia Parken, tildelt Brøndby 1903 billetter til D-tribunen. 

- Det bedste for fans, tv-seere og dansk fodbold er ubetinget et Derby med international stemning og kvalitet. Det giver alle et stort løft, at vi har de kampe. Vi synes, at Brøndbys beslutning om at skære ned i antallet af udeholdets fans, er forkert. Vi synes, at den rigtige beslutning for vores egne fans, for Brøndbys fans, for Alka Superligaen og for dansk fodbold som helhed er at gå tilbage til den tidligere aftale. Vi har ad flere omgange, uden held, forsøgt at få Brøndbys ledelse i tale for at kunne vende tilbage til den tidligere aftale, siger Anders Hørsholt. 

- For os handler det ikke om økonomi eller noget andet, men om lige forhold for begge fangrupper og de bedste Derby-rammer. Er Brøndby indstillet på at garantere en tilbagevenden til den tidligere aftale, så er vi indstillede på at tildele Brøndbys fans en hel tribune med 3400 billetter til Derbyet d. 17.4. Det er alene Brøndbys beslutning. Vil Brøndbys ledelse ikke være med til det, så har vi et dedikeret udebaneafsnit på A-tribunen, vi kan benytte til Brøndbys fans næste sæson, siger Anders Hørsholt. 

Det næste møde mellem Brøndby og F.C. København er onsdag kl. 18 i semifinalen i DBU-pokalen i Telia Parken, mens der er Superliga-kamp d. 17.4, ligeledes i Telia Parken.