Historisk showkamp på søndag

Historisk showkamp på søndag

Året 2017 er på mange måder et specielt år, ikke mindst i anledning af F.C. Københavns 25 års jubilæum. Det er et år, hvor vi skal mindes klubbens historie og dermed også de gamle koryfæer, som har tørnet ud for F.C. København. I den anledning har vi en rigtig lækkerbisken til alle, som elsker fodbold, og i særdeleshed F.C. København.

Vores Legends Club medlem, Sibusiso Zuma, besøger nemlig hovedstaden den 28. maj, og han medbringer et hold afrikanske stjernespillere med fortid i de største europæiske ligaer. Vi løfter sløret for hans hold i løbet af ugen.

De skal møde intet mindre end et historisk F.C. København All Stars hold, som består af en sand perlerække af koryfæer.

F.C. København All Stars
Ståle Solbakken
Diego Tur
Thomas Thorninger
Jesper Christiansen
Morten Bisgaard
Todi Jónsson
Jesper Bech
Niclas Jensen
Hjalte Nørregaard
Marcus Allbäck
Michael Mio Nielsen
Martin Johansen
Michael Johansen
Iørn Uldbjerg
Bora Zivkovic
Christian Poulsen
Carsten Hemmingsen
Daniel Jensen
Palle ”Plankeværk” Petersen
Benny Gall
Clement Cliford
Morten Falch

Også på dommersiden har vi fundet en gammel kending frem i form af Kim Milton Nielsen.

Nærmere om showkampen
De to hold møder hinanden søndag d. 28/5, hvor i forvejen fejrer det 12. mesterskab og F.C. Københavns jubilæum. Kampen vil vare 2 x 25 minutter med 5 minutters pause, og Zuma spiller en halvleg på hvert hold.

Kick-off finder sted kl. 18.30, hvilket er kort tid efter, at DM-pokalen er blevet løftet. Vi opfordrer selvfølgelig alle gæster i Telia Parken til at blive på stadion til dette festlige opgør.

Vi gør opmærksom på at Guldfesten i Fælledparken først starter op for alvor, når showkampen er overstået, og Superliga-truppen ankommer i festtøj sammen med DM-pokalen. Det forventes at være ca. kl. 19.45.

Showkamp med velgørende formål
Kampen har også et velgørende formål, da Zuma har startet et fodboldskoleprojekt i Sydafrika. Ambitionen er at bygge en fodboldskole i Johannesburg for udsatte børn og unge, og i den anledning vil alle trøjerne fra kampen blive signeret og sat til auktion i dagene efter kampen. Mere information om dette følger i næste uge.

Glæd dig til denne festlige dag - du kan købe billet på billet.fck.dk