Verbic: Glad for at være tilbage i truppen

Benjamin Verbic missede de tre sidste kampe i efteråret på grund af den skade, der i december krævede en mindre operation, og bedst som han var ved at være klar igen, forstuvede han anklen i en reserveligakamp for præcis en måned siden. Et enkelt indhop på 10 minutter i Derbyet viste sig at være lidt for tidligt, men nu ser han frem til at komme i gang igen:

- De sidste par uger har været hårde for mig, men holdet spillede godt, og det har jeg selvfølgelig været glad for. Men jeg er også meget glad for at være tilbage i truppen og glæder mig til at komme ud og spille kamp igen.

Med Rasmus Falk ude i op til 6 uger og Danny Amankwaa et stykke fra kampformen, er det også et udmærket tidspunkt, at vores slovenske kantspiller er på vej tilbage.

- Nåh jo, men der er jo ingen, der har ønsket, at det her skulle ske for Falk eller andre spillere. Vi håber alle, at han kommer tilbage på holdet så hurtigt som mulig, for han er en vigtig spiller for os. Men det er jo som det er, konstaterer Verbic.

- Jeg ved ikke, om jeg ligefrem skal starte inde mod Esbjerg, men jeg håber da, at jeg får nogle spilleminutter, og at jeg også kan komme i betragtning til vores vigtige returkamp i Amsterdam på torsdag. Vi går et spændende forår i møde!