Ståle er fortrøstningsfuld

Ståle er fortrøstningsfuld

Truppen landede fredag morgen efter en hård kamp i Bulgarien, og derfor overraskede det ikke Ståle, at der kom nogle tekniske fejl i dagens kamp mod Brøndby IF. Men overordnet set var Ståle på ingen måde utilfreds – og han er fortrøstningsfuld i forhold til de kommende kampe.

- De sidste 20 minutter af 1. halvleg er vores bedste periode. Vi har fået styr på Brøndby IF og vores pasningsspil fungerer, uden at vi dog får scoret. I 2. halvleg har vi mange muligheder, men vi begår også en del tekniske fejl – og vi er nok lidt prægede af, at vi spiller vores anden kamp på få dage.

- Vi har ikke noget væk, vi viste hvor vigtig disciplin er, og de kommer ikke til reelle chancer, da deres skud hver gang når at blive blokeret. Vi har dog heller ikke selv de store chancer, og faktisk er Ankersens chance til allersidste vel vores største chance.

På torsdag står der Europa League på programmet, og der har trænerstaben visse udfordringer:

- Nu skal vi lægge hovedet i blød de næste par dage, og se hvem vi kan spille med. Vi fik prøvet Verbic i dag, men jeg synes ikke rigtig, at det så godt ud. Han virker for præget at de skader, han har haft i opstarten.

- Jeg er på igen måde utilfreds med i dag, for med tanke på at vi landede i Københavns fredag nat efter en hård kamp – og at Brøndby IF har haft 14 dage i startboksen op til denne kamp – synes jeg, at vi gjorde det godt. Det overrasker mig ikke, at der kommer nogle tekniske fejl. Sådan noget sker i fodbold. Ros til Matic for at spille en god kamp, dog er samspillet mellem William og Matic ikke helt på plads endnu. Så jeg er fortrøstningsfuld i forhold til de kommende kampe – og synes der er grund til optimisme.