Brandfactory

Kom med bag om træningen i Telia Parken

Træningen er flyttet, fordi Telia Parkens græs alligevel skal skiftes inden sæsonstarten. Dermed skåner man også bane 3 på træningsanlægget Jens Jessens Vej 10, som truppen normalt bruger i vinterhalvåret. Desuden kan man med kort varsel køre Telia Parkens tag på med kort varsel og fastholde de gode træningsmuligheder, hvis vintervejret pludselig bliver rigtig slemt. Den mulighed har man trods alt ikke på Nummer 10!

Men det har krævet noget planlægning og forberedelse både på Nummer 10 og i Telia Parken. F.eks. hos klubbens serviceassistenter Søren Eriksen og Michael Jensen, som står for alt omkring tøj, materialer mv.

- Vi mødte ind allerede om mandagen og begyndte at pakke ned og køre ting ind til Telia Parken fra Nummer 10, så det hele var klar torsdag, når spillerne mødte til træning, fortæller Michael.

- I år har vi også etableret en skurvogn med vaskemaskiner og tørretumblere herinde, for sidste år - hvor vi også trænede herinde - måtte vi køre frem og tilbage hver dag og vaske på 10’eren, så det er blevet lidt nemmere nu, siger Søren.

Foto: FCK.DK

Søren og Michael er allerede nu begyndt at forberede turen til Dubai, selv om der endnu er to uger til afrejse. Det er ikke kun et spørgsmål om, hvad der skal med, men også hvordan det skal pakkes, så bagageomkostningerne bliver så lave som muligt. Og det vil kræve nogle ture ud til Nummer 10, for det er ikke ligefrem vintertøjet, der skal med til Dubai!

Foto: FCK.DK

Sportslig koordinator Karina Danielsson har også midlertidigt flyttet sit kontor ind i Telia Parken, og hun ser det heller ikke som det store problem:

- Jeg kalder det en omstrukturering - midlertidigt. Det vænner man sig hurtigt til efter et par dage, for arbejdet er stort set det samme, så der er egentlig ikke den store forskel.

Karina har bl.a. brugt ekstra tid på at hjælpe Uros Matic med at finde ud af hvordan tingene fungerer, både i klubben og i København.

Foto: FCK.DK


Forarbejdet bag kulisserne betyder, at spillerne ikke mærker den store forskel på, at træningen foregår i Telia Parken, og for nogle af dem er det ligefrem en fordel:

 - Jeg synes kun det er dejligt, for jeg bor inde i centrum, så jeg har nemmere ved at komme til træning, griner Mikael Antonsson, som har været med i mange år og prøvet lidt af hvert.

- Det fungerer udmærket, selv om det selvfølgelig ikke er helt det samme som på Nummer 10, men det er jo stadig vores hjemmebane, og vi kender forholdene godt. Vi kan stadig få lidt at spise om morgenen inden træningen, og der er frokost bagefter. I år er vores fitnessrum også flyttet herind, og vi laver yoga herinde, og vi har også et lille hjørne i kælderen med en sofa, hvor vi kan sidde og slappe lidt af med vores mobiltelefoner eller en kop kaffe. Så det er helt fint, lyder det fra den svenske stopper.

Foto: FCK.DK


Det er ikke kun spillere og stab, der mærker den midlertidige flytning fra Nummer 10. Telia Parkens Driftsafdeling har haft en del opgaver med blandt andet at indrette lokalerne og klargøre fitnesslokalet, badefaciliteterne m.m., og Grounds Team sørger dagligt for, at græsset bliver passet og plejet, så snart spillerne er færdige med dagens træning. 

Foto: FCK.DK

De ansatte i F.C. Københavns administration, der til daglig har til huse i Telia Parken, mærker også forskellen, og alle synes kun det er dejligt, at man har spillertruppen i “huset” til hverdag.

- Vi ser jo ikke så meget til dem til hverdag, men det giver en god stemning i hele huset, når både spillere og trænere har sin daglige gang her, fortæller receptionist Gitte Michaelsen. Hun har i øvrigt fået udsigt til banen, efter at receptionen er blevet ombygget og moderniseret hen over jul og nytår, og der bl.a. er “slået hul i muren” mellem receptionen og området med trappen til spillernes omklædningsrum og udgangen til spillertunnelen.

Foto: FCK.DK