F.C. København henter Uros Matic

F.C. København henter Uros Matic

26-årige Matic er central midtbanespiller og har tidligere optrådt for NAC Breda, Benfica og Košice.

- Vi er meget stolte og tilfredse med, at vi har kunnet tiltrække Matic til FCK. Det viser, at vi er en attraktiv klub, som er konkurrencedygtige på det europæiske transfermarked. Det er vigtigt for os, at vi hele tiden er på forkant i forhold til at have en stærk trup, og derfor har vi nu ageret i god tid inden de vigtige opgaver, der venter både i Europa og Superligaen til foråret, siger Direktør Anders Hørsholt, mens manager Ståle Solbakken supplerer:

- Han har kun været i den østrigske Bundesliga siden i sommer, men han har lynhurtigt etableret sig som en af de bedste midtbanespillere dernede, hvor han har vist sine evner som en løbestærk og hårdtarbejdende midtbanespiller. Han var hurtig til at integrere sig i Østrig, og vi forventer også, at han hurtigt falder til her, så han med det samme kan konkurrere om pladserne på midtbanen med William, Jan og Keita. Vi er rigtigt stærkt besat derinde nu, siger Ståle Solbakken om den kommende FCK-spiller, der i øvrigt er lillebror til Chelsea-spilleren Nemanja Matic.

Selv glæder Uroš Matic sig til at blive FCK’er:

- Jeg ser meget frem til at komme til F.C. København, som i mine øjne er en stor international klub. Jeg kender allerede en del til klubben, fordi FCK har gjort det så godt i Europa gennem mange år. Det er et stort skridt op i min karriere, og jeg vil kæmpe hårdt for holdet og for at gøre fansene glade. Jeg er selv en meget passioneret spiller og person, så det betyder meget for mig, siger Uroš Matic, der kommer til at spille i trøje nummer 8, som han godt ved senest blev båret af Thomas Delaney:

- Han er en meget dygtig spiller, som jeg ønsker alt det bedste i fremtiden. Nummeret er noget, vi bærer på ryggen. Det, der virkelig tæller, er spilleren indeni, og jeg vil gøre mit allerbedste for at vise FCK-trøjen flot frem, slutter Uroš Matic.

Første arbejdsdag for Uroš Matic bliver 12. januar til holdets første træning efter nytår.

Alle i F.C. København byder Uroš velkommen til klubben.

FAKTA
Navn: Uroš Matic
Position: Central midtbane
Født: 23. maj 1990
Tidligere klubber: MFK Košice, Benfica, NAC Breda og Sturm Graz.