13.05.01 Herfølge-FCK 3-4

Ligesom i går spiller Zuma hovedrollen i dagens gyldne gensyn fra de støvede FCK TV-arkiver... Nemlig en legendarisk 4-3-sejr ude over de dengang forsvarende mestre fra Herfølge - en sejr, der banede vejen for den stærke slutspurt mod guldet til løverne i 2001! Se målfesten her og læs hele historien herunder:

Foråret 2000 indledte vi med tre sejre i forårets første otte kampe, og selv om de andre fem endte uafgjort, var det stadig helt åbent hvor guldet skulle ende. Men den 6. maj begyndte vi en stærk slutspurt - det er dog ikke lige den kamp, vi hiver frem til julekalenderen, for den hjemmekamp var henlagt til Brøndby Stadion, fordi PARKEN var optaget af Eurovision Song Contest. I stedet viser vi sæsonens mest målrige opgør, da vi ugen efter vandt 4-3 i Herfølge.

Inden Herfølge-kampen havde en afstemning på FCK.DK vist, at flertallet mente vi skulle hente 15 point i de resterende 6 kampe for at sikre guldet. Vi lå på det tidspunkt “kun” nr. 4, tre point efter Midtjylland og Silkeborg, mens Brøndby var et point foran. Vi endte med at hente 16 point i de sidste seks kampe - og guldet blev sikret allerede i næstsidste runde i den der kamp, I ved nok, hvor Brøndby blev klippet i Zuma-saksen.

At score fire gange mod Herfølge var ikke nogen nem opgave på den tid, og i 2000/01 var de endda forsvarende danmarksmestre - men lå under stregen da vi skulle møde dem i foråret, og de endte også med at rykke ned. Men i slutningen af 90’erne havde vi ofte store problemer mod sjællænderne, især på hjemmebane, hvor vi bl.a. tabte tre i træk - og hvor Herfølges målmand på en eller anden måde altid formåede at stå sit livs kamp.