Ståle: Vi er godt forberedte

Ståle: Vi er godt forberedte

Truppen har i dag haft god tid til at hvile og forberede sig på morgendagens opgør. Programmet lød på morgenmad ved 9.30-tiden og en let træningssession i hotellets fitness-lokale ved middagstid. Efter frokost stod den på hvile resten af dagen, inden der ved 19-tiden (lokal tid) var afgang til GSP Stadium - en bustur på blot et kvarters tid fra hotellet.

Ståle og Delaney var taget i forvejen for at stille op til det obligatoriske pressemøde, som du i øvrigt kan se i sin fulde udstrækning på vores Facebook-side.

Her betonede Ståle bl.a. vigtigheden af den mentale forberedelse, som holdet også har brugt tid på hernede, bl.a. fordi kommunikationen mellem bænk og spillere godt kan blive svær, når det for alvor går løs hernede.

- Vi har talt om de forskellige scenarier, der kan opstå, både positive og negative, og hvordan vi vil håndtere det. Det kan være alt lige fra forlænget spilletid og straffesparks-konkurrence til røde kort eller sene scoringer fra enten os eller dem, der pludselig forandrer kampen. På den måde er spillerne forberedt på selv at tage ansvar inde på banen, og her er det især aksen med Robin, Zanka, Delaney og William, der skal styre det. Der kan ske så meget, og det føler vi, at vi er godt forberedte på, sagde Ståle.

Herefter trænede holdet en times tid på GSP Stadium, og så går man ind i de sidste 24 timers forberedelse, der ikke byder på meget mere end måltider, søvn og hvile - samt en kort gåtur omkring hotellet i morgen ved middagstid og et kort, afsluttende taktikmøde, inden turen går til stadion i morgen aften.

Se billeder fra aftenens træning ved at klikke på pilene i topbilledet.