FCK.DK
DFDS og F.C. København indgår stort samarbejde
20/08 2016 22:00
D-tribunen i Telia Parken får nyt navn og vil i minimum de kommende tre år hedde DFDS Familietribunen.
Det nye navn og samarbejde vil blive søsat allerede i forbindelse med kampen mod AaB lørdag kl. 18:30, hvor DFDS vil indvie med masser af events på og omkring tribunen, i forbindelse med deres 150-års fødselsdag.
Dermed starter et spændende samarbejde mellem Byens Hold og Byens Skib, som begge parter har store forventninger til:
- DFDS og F.C. København er to pejlemærker i København, og vi har en fælles ambition om altid at levere gode oplevelser. Derfor er vi stolte af, at vi nu sammen skal løfte den gode oplevelse yderligere til vores hjemmekampe. Dertil vil vi også gerne løfte overliggeren for, hvordan man laver unikke aktiveringer og events sammen, der både kommer DFDS’ kunder og F.C. Københavns fans til gode. Vi er derfor overbeviste om, at det bliver et stærkt samarbejde, siger Salgsdirektør i F.C. København, Alex Rasmussen.
Hos DFDS ser man også meget frem til det nye samarbejde med F.C. København:
- Når vi tager imod gæsterne på Oslobåden, er det vores mål at gøre tingene bedre for hver gang, så vi hele tiden kan sikre vores passagerer gode oplevelser. Her kan vi lære meget af et vinderhold som F.C. København, der skal præstere på topplan hver gang for at skabe så gode oplevelser for tilskuerne, at de kommer igen. Og vi vil gerne forbindes med et så professionelt hold, der har mange af sine tilhængere i et område, hvor vi også har mange af vores kunder. Tilsammen har vi særdeles gode muligheder for at sætte nye events i søen og sikre oplevelser for københavnske familier, siger Country Manager Kevin Helsinghof, DFDS.
Alle i F.C. København og Telia Parken byder DFDS velkommen ombord.
FAKTA OM DFDS SEAWAYS:
DFDS blev stiftet i København i 1866 og runder dermed 150 år i 2016. Hovedsædet har stadig til huse i København, men DFDS er en global virksomhed med 6000 ansatte i 20 lande rundt i hele verden, som sikrer den højeste kvalitet inden for færgesejlads, krydstogter, shipping og logistik.