Kvist: Min rolle er den samme

Kvist: Min rolle er den samme

William Kvist er tilbage på træningsbanen efter ferien, som han først kom i gang med efter han vendte hjem fra landsholdsturen til Japan.

- Vi har været en uge på Kreta, og ellers har vi bare hygget os herhjemme. Vi er flyttet fra lejlighed og i hus, så vi har pludselig fået en have, vi kan tage os, og derudover har vi bare leget turister i København, fortæller William, der også lige har haft tid til at være ekspert i DR's EM-studie.

Men nu gælder det forberedelserne til den nye sæson, og det har den erfarne midtbanemand prøvet talrige gange før.

- Ja, og når har man prøvet det i Tyskland, så er man lykkelig for den måde, vi gør det på her! Vi træner mere fodbold end fysik, og vi er rigtigt skarpe på det vi laver i stedet for at bygge "masse" på, og det passer mig fint. Det er mere kvalitet end kvantitet. Men det kræver, at man er 100 % på, når vi træner, for det er mere intensivt.

Det er stadig uvist, hvordan den centralt midtbane ser ud, når sæsonen går i gang, og det handler selvfølgelig om hvorvidt Delaney bliver solgt eller ej. Men William ser ikke den store forandring i forhold til hans egen rolle.

- Min rolle på holdet og i truppen er lidt den samme som sidste år, hvor jeg ser mig selv som en ledende figur, som skal støtte op om de andre, og som én man kan læne sig lidt op af. Vi har vores faste spillestil, og den regner jeg da med, at vi beholder i de fire år, jeg har tilbage af min kontrakt, så vi vinder fire mesterskaber mere, smiler William selvtillidsfuldt.