Delaney fortsat anfører

Delaney fortsat anfører

Anfører Thomas Delaney vendte i dag, sammen med de øvrige danske landsholdsspillere, tilbage til træning sammen med resten af truppen.

Adm. direktør Anders Hørsholt meddelte i forrige uge, at klubben og Delaney er enige om, at han kan skifte til en udenlandsk klub, hvis det rigtige tilbud kommer, men det er endnu ikke sket, og derfor fortsætter kaptajnen de sportslige forberedelser til sæsonen med FCK som aftalt:

- Situationen er jo den, at Thomas kan blive købt i morgen, om en måned eller ende med at spille her hele sæsonen. Det ved vi ikke. Det er både vi og han helt afklarede med, og aftalen er, at Thomas er anfører indtil den dag, han ikke er her mere. Rent sportsligt konkurrerer han på helt lige fod med de andre i truppen om at spille på holdet. Det her kunne være et problem med rigtigt mange andre spillere, men Thomas er en mand, vi kan stole 100 procent på. Han er FCK'er ind til benet og har altid givet alt for klubben. Det gør han også nu. Vi er glade for at have Thomas hos os, så længe han er det, siger manager Ståle Solbakken.

Holdet rejser tirsdag på træningslejr i Østrig og spiller tre træningskampe.