Trætte ben og højt humør

Trætte ben og højt humør

Der var mange med trætte ben efter den intense træningsdyst mod Malmö FF i går, men humøret var højt på træningsbanen i Dubai denne lørdag formiddag.

Programmet stod på let restitutionstræning for de markspillere, der startede inde, mens de andre kørte et normalt træningsprogram - og målmændene, der som alle ved ikke er helt som de andre, specialtrænede som sædvanlig for sig selv.

Som bl.a. Kasper Kusk var inde på i går, var det en intens og fysisk krævende træningskamp mod Malmö FF i går, og dagen derpå var flere af spillerne også lidt mere trætte end normalt efter en træningskamp. Men det er præcis sådan, vi gerne vil have det!

Skadesupdate

Danny Amankwaa trænede i dag med i fuldt omfang for første gang siden sin knæskade (se separat nyhed), og der er også godt nyt om Pelle Nilsson og Tom Høgli, der begge forventes at være klar til kampen mod AIK på onsdag. Begge har døjet med lidt overbelastninger og mangler selvfølgelig den kamptræning, de andre spillere har fået mod Lyngby og Malmö FF.

Eneste mand på skadelisten er derfor Stephan Andersen, der går rundt med sine krykker hernede og laver så meget han nu kan med sin brækkede fod. Eller rettere opererede fod, for brækket er den jo ikke længere!

Stor tilfredshed med rammerne

Der er stor tilfredshed med rammerne hernede, både hvad angår indkvarteringen på hotellet nede ved Jumeira Beach og de fine forhold på træningsanlægget på NAS Sports Complex, som ligger ca. en halv times kørsel uden for byen.

Den eneste drillepind er trafikkøerne, når man skal ind og ud af byen, men det er bestemt til at leve med, når resten er i orden. Og ellers finder Team Manager Per Wind en genvej, som når han f.eks. beder chaufføren sætte holdet af på en gade bag hotellet, så man lige sparer 5-10 minutter i trafikken ved at smutte gennem en smal passage mellem højhusene. Kun Stephan er lidt utilfreds over ikke at blive kørt til døren, men så får han lige lidt ekstra styrketræning med krykkerne...

A propos styrketræning så var spillerne i dag i fitnesslokalet på træningsanlægget efter formiddagens træning, og derfor har de fået fri i eftermiddag, hvor de ellers plejer at træne i hotellets fitnesslokale. Så bliver der i stedet tid til at slappe lidt af i solen, der forkæler truppen med temperaturer omkring 25 grader og ikke en sky på himlen!