Youssef Toutouh – den hjemmeboende løve

Youssef Toutouh – den hjemmeboende løve

I et hjørne på stadion står en mand og roder sirligt med en række sikringer i et elskab. Øjeblikket efter står han et andet sted og nørkler med ledninger og kontakter for derefter at inspicere styrken i installationerne et helt tredje sted. 

Rutinerne gentager manden dag efter dag. Uge efter uge. Måned efter måned. 

Det har han gjort i over ti år. 

I de første arbejdsår havde han nogen gange sin yngste søn med. Høfligt hilste sønnen – som sin far - på alle, han mødte, og ofte skuede han drømmende ud over græstæppet. Det var en del af oplevelsen af at være med far på arbejde. 

Med tiden blev besøgene fra sønnen færre og færre for til sidst at forsvinde. Men græstæppet forsvandt aldrig fra drengens hoved. 

Nu. Omtrent hver anden søndag står manden på stadion. Nogen gange nervøst trippende. Andre gange ekstatisk. Ved sjældne lejligheder decideret skuffet. Og på de største dage i glædens tårer. Men rollerne er byttet om. Manden er nemlig med sønnen på arbejde. 

Engageret og passioneret står han og overværer resultaterne af kilometer i bil - fra kamp til kamp. Tusinder af ord - opbakkende og trøstende. Han overværer sønnen realisere myriader af ungdommens drømme. Drømme, som ifølge Youssef Toutouh ikke var blevet til virkelighed, hvis ikke han havde fået støtten fra især hans far. 

- Jeg ville aldrig været nået, hvor jeg er nu, uden min fars hjælp. Han elsker fodbold. Og har været støttende hele vejen, fortæller Youssef Toutouh og forklarer samtidig, hvorfor han har brug for sin far i forhold til sin fodbold. 

Bor stadig hjemme 
- Jeg er et menneske, der har brug for støtte og for at blive guidet. På det punkt er han helt fantastisk. Jeg er jo stadig ung og behøver den vejledning, som en erfaren voksen mand som ham kan give mig. Ja, faktisk tror jeg ikke, at jeg havde spillet i FCK, hvis ikke min far havde været der for mig, mener han. 

Støtten fra hans far og den øvrige familie er en så essentiel faktor i den unge midtbanespillers fodboldtilværelse, at han meget atypisk har valgt stadig at bo hjemme hos sine forældre. 

- Jeg er bare så glad for at være hjemme. Det er bedst for mig at være derhjemme. Jeg får det rigtige at spise, og jeg ved, at min far støtter mig. Han er meget punktlig og ordentlig i forhold til min fodbold. Han har selv en god rytme i sit liv. Sover tidligt, spiser sundt. Det er godt for mig at læne mig op af ham, fortæller Youssef Toutouh, der ikke umiddelbart har planlagt, hvornår han skal flyve fra reden. 

- Jeg ved ikke, hvornår jeg skal flytte. Det er i hvert fald ikke i mine tanker lige nu. Jeg har jo været udlejet et år til Esbjerg. Og der kunne jeg virkelig mærke, hvor meget, det betyder at have en familie, der kan støtte mig. 

Fodboldgal familie 
I det hele taget er hans familie ganske fodboldinteresserede mennesker. Både hans far og storebror har i en årrække arbejdet som elektrikere på stadion. Og som lille og ung tog hans far ham med ind og så F.C. Københavns kampe. Fodbolden fylder kort sagt en masse i det toutouhske hjem. I samtaler og tanker. Ved spisebordet og foran husalteret. 

- Min familie ser meget fodbold. Vi ser meget fodbold sammen og snakker meget om det. Snakken kan gå både fra mor til søster, fra bror til far. Jeg vidste allerede, da jeg fik en fodbold i hovedet som to-årig, at det var det, der blev mit liv, fordi der var så stor en fodboldkærlighed i min familie, fortæller Youssef Toutouh om sin familie med den marokkanske baggrund. En familie, som han tilskriver stor betydning i sit fodboldliv. 

- De har kørt mig til træninger. Til kampe. Også selvom det har været i Nykøbing Falster i lortevejr, så har de altid været ved sidelinjen, og jeg føler bare, at det er nu, jeg kan betale tilbage ved at præstere godt. Jeg føler, at de fortjener at få noget tilbage. At de bliver stolte og glade over de ting, jeg opnår. For de har en kæmpe del i det, siger Youssef Toutouh, der nyder sin families trofaste tilstedeværelse på hjemmebane. Kamp efter kamp. Spillerunde efter spillerunde. 

- Hvis min familie ikke er på stadion, føler jeg der mangler et eller andet. Jeg kigger altid ud på tilskuerpladserne for at finde min familie. Der er ikke noget, der er bedre for mig, end den tryghed de giver mig på banen. Og jeg gør alt, hvad jeg kan for at spille godt. For at score for min familie, fordi de har været der så utrolig meget for mig i alt, hvad der har med min fodbold at gøre. De har gjort så mange ting for mig hele mit liv, forklarer Youssef Toutouh, der ud over at finde inspiration hos sin familie også finder ro og tryghed fra en helt anden front. 

Troen giver ro 
De, der følger den unge spillers sociale medier, vil nemlig hurtigt konstatere, at hans religion også spiller en rolle i hans tilværelse og karriere. 

- Min religion betyder meget for min fodbold. Den er tæt på mig, og min tro giver mig overskuddet til at gøre gode gerninger, hjælpe mennesker i nød og tænke på andre end mig selv. I forhold til fodbold giver det mig noget ro. Jeg beder altid de samme bønner inden en kamp. Det giver mig en vis tryghed, fortæller Youssef Toutouh om den religiøse side af sig selv, som han skildrer i sine posts. En religiøs side, som dog kun er en del af hele den samlede person. 

- Jeg vil gerne have, at folk skal lære mig at kende som fodboldspilleren Youssef. Som mennesket Youssef. Og der er min familie og min religion bare en stor del af mig. Jeg er ikke sådan en, der går ud og vil have, at folk skal forstå mig som en der er fanatisk. Det er jeg ikke. Og hvordan, jeg inderst inde praktiserer min religion, er mellem mig og Gud. Men jeg vil gerne have, at folk oplever mig som Youssef, der vil gøre alt for sin klub og sit hold, fortæller han, samtidig med, at han pointerer, at han i forhold til de sociale medier, og hvad han deler med sine følgere, ikke opererer med en egentlig selvcensur. 

- I forhold til min hverdag har jeg egentlig ikke noget filter. Jeg viser mit liv, som det er. Og så længe folk er klar over, at jeg gør alt for min klub og mine fans, så er jeg glad.