Fire FCK-spillere udtaget til landsholdet

Nicolai: Skal skabe mere end sidst i Herning

På søndag går turen til Herning og topkampen mod FC Midtjylland, og med en sejr er vi sikre på at overvintre på førstepladsen uanset udfaldet af vores sidste hjemmekamp mod OB – som naturligvis også skal vindes!

Vi skal tilbage til marts 2013 for at finde en kamp, hvor vi senest lå foran Midtjylland i tabellen, inden de to hold tørnede sammen. Dengang lå vi nr. 1 med 55 point, mens Midtjylland lå nr. 7 med 28 point.

Men fodboldkampe vindes ikke på fordums meritter, og fx satte vi point til mod Viborg i søndags efter at have slået dem 14 gange i træk. Netop dette målløse opgør er måske ikke det bedste udgangspunkt før topbraget på Heden, men det bekymrer ikke Nicolai Jørgensen:

- Det betyder ikke noget på søndag. Ja, vi var dårlige mod Viborg, men der vil altid komme udfald i løbet af en sæson, og det gælder selvfølgelig bare om at begrænse dem mest muligt. Jeg kan ikke forestille mig, at vi leverer sådan en indsats to gange i træk.

Sidst vi spillede i Herning blev det i øvrigt også 0-0, men det var en kamp, Nicolai ser tilbage på med tilfredshed.

- Vi gjorde det godt i den kamp og holdt dem næsten væk fra chancer. Denne gang skal vi også skabe lidt mere selv, så vi kan komme derfra med alle tre point. Jeg har selv haft flere gode kampe mod Midtjylland, men man er jo aldrig bedre end sin sidste kamp, så jeg skal først og fremmest ind og vise, at jeg er bedre end jeg var mod Viborg.

Det bedste minde fra Nicolais FCM-kampe behøver man ikke at lede længe efter:

- Nej, det var selvfølgelig min FCK-debut i 2012, hvor Corner og jeg kommer på banen efter en lille times tid, hvor de netop har bragt sig foran 2-0. Så får vi endda også smidt Claudemir ud, men scorer alligevel fire gange i det sidste kvarter og vinder 4-2. Det var vildt!

Michael Tykgaard fløjter kampen i Herning i gang kl. 18, og hvis du ikke er blandt de mange fans, der tager med over og støtter drengene, kan du se kampen på 3+ og/eller følge med på vores livetweets på @FCKobenhavnLive og på vores Snapchat fc_kobenhavn.