Ståles hold vandt 5-1

Ståles hold vandt 5-1

Dagen efter den første testkamp mod Celje stod den på restitution uden bold for de spillere, der var mest i aktion, men de andre kørte på for fuldt drøn - herunder den tilbagevendte Ludwig Augustinsson, der stødte til truppen i går, da han fløj til Ljubljana og fortsatte til stadion i Celje.

Han var dog ikke det eneste nye “ansigt”, der trænede med i dag. Også Ståle benyttede lejligheden til at spille med i det intense småspil til to mål, og vi er (adskillige gange) blevet bedt om at understrege, at hans hold vandt 5-1.

Vi ville gerne have haft en (naturligvis saglig og objektiv) vurdering af hans præstation fra nogle af spillerne, men det var desværre ikke muligt. I hvert fald ikke til citat... Det lykkedes til gengæld at undgå en udtalelse fra Ståle selv om hans performance.

Varmen hernede er stadig en udfordring for mange, men ingen klager, for pludselig står man jo og skal spille kamp i Haderslev i regn og blæst og længes efter bare et lille solstrejf. Temperaturerne på et stykke over 30 grader samt den høje luftfugtighed lægger dog uundgåeligt nogle begrænsninger på de fysiske udfoldelser under både kamp og træning.

I morgen lover vejrudsigten dog styrt-regn i området, men her er foreløbig nogle solskinsbilleder fra dagens træning i Bad Radkersburg:


Ludwig Augustinsson er tilbage på træningsbanen

Youssef Toutouh med et svedent grin

Corner selvtræner stadig - saksespark?

Frederik Bay dækker bolden for Jonatan Frimann

Klublæge Anders Boesen, tidligere elite-badmintonspiller med bl.a. 2 gange EM-bronze, viser lige, at han kan jonglere med andet end fjerbolde


Fotos: Torkil Fosdal, FCK.DK