School of Excellence styrker organisationen

F.C. Københavns talentprogram, School of Excellence, har styrket organisationen, hvor Sune Smith-Nielsen fortsætter som daglig leder, hvor han i rollen som Manager har hovedansvaret for F.C. Københavns talentudvikling, men også overtager en række administrative opgaver. 

Samtidig udvides Mikkel Hemmersams rolle som rekrutteringschef på School of Excellence, og han indtræder i ledergruppen som medansvarlig for udarbejdelse og eksekvering af strategien. 

- Efter Michael Mio valgte at sige op, har vi i den sportslige ledelse kigget på den fremtidige ledelse af School of Excellence og det er med stor tilfredshed, at vores ønskescenarie gik i opfyldelse. Sune har siden starten af School of Excellence været en del af ledelsen, hvor han igennem sin faglighed og erfaring i dansk talentudvikling har sat sit store præg på udviklingen hidtil. Mikkel har igennem de seneste år løftet vores rekruttering til nye højder, og vi ser frem til, at han i endnu højere grad i fremtiden kan bidrage med det ledelsesmæssige og strategiske niveau, siger Johan Lange, Teknisk Direktør i F.C. København.