Gode takter i nederlagets stund

Gode takter i nederlagets stund

Et flot stadion, fine omklædnings- og tilskuerfaciliteter, en god bane – og tilmed et glimrende vejr til en aftenkamp. Bare synd at Estadio Algarve, der blev bygget til Euro 2012 i Portugal, åbenbart står ret ubenyttet hen til hverdag…

Her til aften var der dog åbningskamp i Atlantic Cup anno 2015, hvor F.C. København tilmed var forsvarende titelindehavere efter at have nærmest badet sig gennem turneringen sidste år. Dengang var modstanderne dog ikke helt på det forventede niveau, men det kunne man ikke sige om Dynamo Moskva, som allerede er i gang med deres anden af tre træningslejre, inden de om 3 uger møder Anderlecht i 1/16-finalerne i Europa League.

Man spejdede forgæves efter tilskuere, men noterede dog delegationer fra bl.a. Brøndby og FC Midtjylland, der som bekendt også er hernede på Algarve-kysten og spiller i den anden gruppe, der også tæller Örebro og Mlada Boleslav.

Russerne stillede i noget nær stærkeste opstilling, og efter at have set hvor store og solide flere af dem så ud - ikke mindst Samba og Douglas i midterforsvaret - forstod man endnu bedre, at Ståle inden opgøret var lidt usikker på, om løverne fysisk kunne matche russerne over 90 minutter. Det kunne de heller ikke helt, men i 75 minutter spillede man lige op med moskovitterne og skabte endda flere chancer end den ene, der førte til et københavnsk føringsmål efter en halv time.

Anfører Thomas Delaney har tidligere proklameret, at han vil arbejde på at komme til flere afslutninger og scoringer, og man må sige, at han indfriede forventningerne her til aften, da han efter 30 minutter var med helt fremme og satte pandebrasken på et perfekt indlæg fra Tom Høgli og headede bolden forbi Vladimir Gabulov til 1-0.

Det kom efter en rigtig god dansk indledning på kampen, hvor russerne kun sporadisk forsøgte sig på kontraer uden rigtig at komme frem til noget farligt mod en meget påpasselig og solid FCK-bagkæde, hvor Ludwig Augustinsson gled godt ind ved siden af Høgli, Zanka og Anton.

De sidste 10 minutter af halvlegen overtog Dynamo dog lidt af initiativet, men angreb ret ensidigt over venstrekanten, hvor de dog også har en klassespiller i form af den lille, vævre franskmand Mathieu Valbuena, som iscenesatte de fleste af deres offensive aktioner.

Men det var ikke meget, Stephan Andersen havde at lave, før han fem minutter før pausen måtte sig se passeret af netop Valbuena, der opsnappede en løs bold i feltet, trak sig og iskoldt hamrede den i netmaskerne uden chance for Stephan. Det kunne dog ikke ødelægge indtrykket af en rigtig god københavnsk indsats i de første 45 minutter.

Efter pausen fortsatte man i samme stil, og der var god intensitet i duellerne rundt om på banen i en generelt chancefattig affære. Rúrik Gíslason fik en god mulighed efter en halv snes minutter, men fik ikke ordentligt træf i afslutningen og sendte den forbi, og den arbejdsomme Björn Sigurdarson havde nogle minutter senere også en mulighed, men afsluttede forbi.

Midt i halvlegen fornemmede man så småt, at kræfterne var ved at slippe op hos flere af københavnerne, og med ca. 20 minutter valgte Ståle at sende tre friske folk på banen i form af Kevin Foley, Danny Amankwaa og Christian Poulsen, som erstattede henholdsvis Rúrik, Corner og Delaney.

Nicolai, der nu gik op foran ved siden af Sigurdarson, havde lidt efter et fint ryk og en udmærket afslutning, som strøg tæt forbi og tog bagstiveren af Dynamos mål. Men minuttet efter fik Ståle & co. andet at tænke på, da Foley pådrog sig en skulderskade. Efter at han var blevet tilset, stod det desværre klart, at han ikke kunne fortsætte, og der gik endda yderligere nogle minutter i undertal, før bolden kom ud af spil, så Brandur Olsen kunne erstatte ham.

Efter kampen forlød det dog, at der ikke var tale om en alvorlig skade, men de næste dage må vise, hvor hurtigt han bliver klar igen. Det kunne ellers have været interessant at se ham på højrekanten foran Høgli, men det må vente til en anden god gang.

I kølvandet på undertals-situationen og de tre udskiftninger var russerne tarvelige nok til at se sit snit til at bringe sig foran. I første omgang klarede Stephan ellers et hovedstød efter et indlæg fra højre, men Artur Yusupov fulgte op og hamrede bolden i nettaget til det, der skulle vise sig at blive sejrsmålet.

Det var nok tættere på 3-1 end 2-2 mod slutningen, men Toutouh nåede dog at få en hæderlig hovedstødschance, som dog endte Gabulovs handsker. Yones Felfel fik de sidste minutter på banen i stedet for Nicolai, men trods ihærdigt løbearbejde af ham og de øvrige, kunne man ikke for alvor presse russerne og fremtvinge chancerne til 2-2.

Det kunne man ellers godt have fortjent, men det er trods alt til at leve med, når indsatsen ellers var klart godkendt over hele linien.


Holdet: 1 Stephan Andersen - 2 Tom Høgli, 25 Mathias Zanka Jørgensen, 15 Mikael Antonsson, 3 Ludwig Augustinsson - 19 Rúrik Gíslason (69.: 15 Kevin Foley (76.: 36 Brandur Olsen)), 24 Youssef Toutouh, 8 Thomas Delaney (anf.) (69.: 29 Christian Poulsen), 10 Nicolai Jørgensen (86.: 33 Yones Felfel) - 24 Björn Sigurdarson, 11 Andreas Cornelius (69.: 32 Danny Amankwaa)

Ikke benyttet: 41 Kim Christensen og 4 Pelle Nilsson