Modstanderprofil: Torino FC

Modstanderprofil: Torino FC

Siger man Torino og fodbold, så vil de fleste nok – med al respekt for vores kommende modstandere fra Torino FC – sige Juventus.
 
Men sådan har det ikke altid været. Torino er rent faktisk en af de historisk mest succesrige klubber i italiensk fodbold med syv mesterskaber. Kun Inter, Milan, Juventus og Genoa har vundet flere mesterskaber. Således blev Torino også det første italienske hold, som kunne hjemføre The Double.
 
Vi skal dog mange år tilbage for at få øje på den succes, der berettigede Torino FC håneretten mod Juventus. Det var nemlig i 1940’erne af Torino vandt fem af deres syv mesterskaber - med det seneste mesterskab i 1976.

Europæisk har det eneste rigtig store resultat været et knebent 2-2-nederlag på udebanemål til Ajax Amsterdam i 1992-udgaven af UEFA Cup-finalen, som dengang blev spillet over to kampe i et europæisk år, som har flere sammenfald med F.C. København. Der var nemlig flere kommende F.C. København-spillere på det B1903 hold, der i kvartfinalen samlet tabte 3-0 til Torino. Et B1903, som skabte historie ved blandt andet at eliminere mægtige Bayern München over to kampe med 6-3, inden Torino kom i vejen og spillede sig i finalen.

For Torinos vedkommende blev de efterfølgende mange år én stor rutsjetur op og ned fra Serie A med store økonomiske problemer til følge. Deres seneste oprykning kom i 2012 ved deres nuværende træner, veteranen Giampiero Ventura, der har en lang række klubber på sit generalieblad, blandt andet Napoli, Sampdoria, Udinese og Verona.
 
Torino FC spiller deres hjemmekampe på Det Olympiske Stadion, som fik sit navn efter Vinter OL i 2006. Og blandt deres profiler bør svenske Pontus Jansson og den tidligere Brøndby-spiller, Alexander Farnerud, nævnes. Men den helt store spiller må vel siges at være måltyven, Fabio Quagliarella,der med succes har slået sine folder i Juventus, Napoli og Udinese samt på det italienske landshold.
 
Kun to danskere har tørnet ud for Torino FC. Johannes Pløger gjorde det i starten af 1950’erne og i 1980’erne fik Klaus Berggreen en enkelt sæson for klubben, som F.C. København endnu ikke har mødt.

Torino FC kvalificerede sig til gruppespillet via 7-0 samlet over Brommapojkarna og knebent 1-0 samlet over RNK Split i playoffrunden.