Ulvene gæster Telia Parken

En svær opgave forude

F.C. København tabte den første playoff-kamp med 2-3 hjemme i Telia Parken, og det siger dermed sig selv, at der venter en svær opgave onsdag aften. Hvis F.C. København skal gå videre til gruppespillet i Champions League, skal Bayer 04 Leverkusen besejres med to overskydende mål – medmindre kampen udvikler sig til det helt store ”goal-show” og F.C. København vinder kampen med fx 4-3, og dermed går videre på reglen om flest udebanemål. Eneste resultat der vil sende kampen i forlænget spilletid er københavnsk 3-2 sejr.

BAYER 04 LEVERKUSEN ÅBNEDE SÆSONEN MED REKORD
Bayer 04 Leverkusen tog hul på Bundesligasæsonen med en på papiret svær udekamp. De mødte lørdag eftermiddag Borussia Dortmund på udebane, og Bayer 04 Leverkusen kunne tage tilfredse hjem med alle tre point efter en 2-0 sejr.

Hvis man snakker floskler i fodboldverdenen, så ved alle, at ”man skal være klar fra første fløjt” og at ”man spiller til det sidste fløjt”, men åbenbart havde spillerne fra Borussia Dortmund ikke helt hørt efter – for de to Leverkusen scoringer faldt i det første minut samt i kampens 5 tillægsminut.

Og F.C. Københavns defensiv skal virkelig være klar onsdag aften, for det skal bemærkes, at Leverkusens mål til 1-0 i det første minut blev scoret efter blot 9 sekunder. Dermed har Karim Bellarabi nu rekorden for det hurtigste mål scoret i Bundesligaen, Målet til 2-0 blev scoret af Stefan Kießling.

Med 2-0 sejren over Borussia Dortmund topper Bayer 04 Leverkusen Bundesligaen sammen med Hoffenheim, der besejrede Augsburg med de samme cifre, 2-0.

FABRIKKENS HOLD
Bayer 04 Leverkusen er stiftet i 1904 af arbejderne på den farmaceutiske virksomhed Bayer i byen Leverkusen.  Til at starte med hed klubben ”Turn- und Spielverein Bayer 04 Leverkusen” (TSV), og som set mange andre steder, var der mange sportsgrene samlet i foreningen. Fra 1928 og til 1984 var klubben reelt delt i to foreninger, hvor fodbolddelen var en del af ”Sportvereinigung Bayer 04 Leverkusen” (SV), men i 1984 blev det hele atter samlet i TSV.

I 1999 blev fodbolddelen helt udskilt fra den gamle forening, og i dag er Bundesligaklubbens officielle navn Bayer 04 Leverkusen GmbH (hvor GmbH står for ”Gesellschaft mit beschränkter Haftung”, hvad der i Danmark ville svare til et anpartsselskab). 

Onsdagens modstander lystrer øgenavnet ”Werkself”, hvilket må tolkes som værende en direkte reference til at være 11 mand fra et fabrikshold.

EN STORKLUB (NÆSTEN) UDEN TITLER
På trods af at Bayer 04 Leverkusen i mange år har været med i toppen af tysk fodbold, har klubben ikke vundet specielt mange titler.

Bayer 04 Leverkusen har faktisk stadig sit første tyske mesterskab til gode, og i DFB Pokalen er det blot blevet til en enkelt sejr (1993, 1-0 over Hertha BSC’s 2. hold, der som det første reservemandskab var kommet i den tyske pokalfinale). Leverkusen er fem gange sluttet som nummer to i Bundesligaen og har desuden tabt to tyske pokalfinaler.

På den europæiske scene har Bayer 04 Leverkusen vundet UEFA-cuppen i 1987/88 (over RCD Espanyol) og tabt  Champions League finalen i 2002 med 1-2 til Real Madrid C.F.