Stephan Andersen til FCK

Stephan Andersen til FCK

32-årige Andersen har senest været på kontrakt i spanske Real Betis, hvorfra han det sidste halve år var lejet ud til Go Ahead Eagles i den bedste hollandske række. Nu ligger fremtiden i PARKEN og den danske Superliga. 

 
-Vi er tilfredse med at få en så rutineret, sulten og dygtig spiller ind i truppen, som vi får i Stephan. Han har erfaring fra bl.a. Premier League, Primera Division og slutrunder for Danmark, så han kan bringe meget med sig til F.C. København. Samtidigt giver det os en god mulighed for at få styrket konkurrencen yderligere på en position, hvor klubhistorien viser os, at tæt konkurrence giver mere stabile præstationer i hver eneste kamp. Som hovedansvarlig for det sportslige setup er jeg klar over, at Stephan har en noget broget fortid et sted i nærheden, men den bearbejder vi sammen fra nu af, siger manager Ståle Solbakken. 
 
- Først og fremmest føler jeg lige nu bare en stor glæde og lyst til at komme i gang i F.C. København. Jeg har prøvet en del i min karriere efterhånden, men jeg stadig ambitioner og mangler at mærke, hvordan det f.eks. er at spille Champions League og vinde et mesterskab, og begge de ting håber jeg kan lade sig gøre i min tid i FCK. Der er vel ingen tvivl om, at det her er den største klub i Skandinaven, og det betyder meget, når man får den mulighed, som jeg nu har fået. Alle fodboldspillere vil gerne spille i de største og bedste klubber, så jeg er utroligt glad for, at være en del af F.C. København nu, siger Stephan Andersen. 
 
Stephan Andersen møder mandag ind i den danske landsholdslejr, hvor han har mulighed for at få sin landskamp nr. 28, hvis han får spilletid mod enten Ungarn eller Sverige. Han støder til sine nye klubkammerater i F.C. København d. 26. juni.

Stephan Andersen fakta
Født: 26. november 1981 Position: Målmand Højde: 188 cm Tidligere klubber: Hvidovre IF, Akademisk Boldklub, Charlton Athletic FC, Brøndby IF, Evian Thonon, Real Betis Sevilla og Go Ahead Eagles.