F.C. København har vundet Reserveligaen

F.C. Københavns reserver har for andet år i træk vundet Reserveligaen efter en sejr i Aarhus over AGF.

Holdet lagde godt ud med et solidt pres på et AGF-hold, der havde flere prominente navne på holdet, blandt andet Adam Eckersley og Casper Sloth. Men det var en soloaktion, der åbnede ballet for københavnerne, da Fanendo Adi kanonerede den i krydset på et langskud efter 36 minutter. Blot tre minutter senere stod Brandur Olsen for frisparket, der assisterede Thomas Delaneys mål til 2-0, der også blev halvlegsresultatet. F.C. København var også i anden halvleg et hold i kontrol. AGF kom ikke til mange chancer, og en god, gedigen holdpræstation med fin boldomgang og et mål i overtiden af Mads Aaquist resulterede i en 3-0-sejr.

Dermed slutter F.C. København som ubesejret etter i Reserveligaens Pulje 1 efter seks kampe med fem sejre og en enkelt uafgjort samt en målscore på hele 16-6.

F.C. Københavns sejr i Reserveligaen er et udtryk for blandt andet en vinderkultur i klubben, der hersker blandt spillerne selv i de mindre turneringer. Det fortæller F.C. Københavns assistenttræner, Brian Riemer.

- Det er selvfølgelig ikke den største turnering, vi har herhjemme, men ikke desto mindre vidner vores førsteplads om den perfektionisme og indgangsvinkel, vi har til spillet i F.C. København. Selv i de mindre betydningsfulde kampe formår vores spillere at hive sig op og levere gode, motiverede præstationer mod de andre Superligamandskabers reservehold. Det viser, at vi har en god bredde i truppen, siger Brian Riemer.

- Holdet er et miks af helt unge og rutinerede spillere. For flere af de unge spillere er disse kampe en del af den uddannelse, de får i at spille på et vist seniorniveau, både taktisk, teknisk og fysisk. Og for flere af de mere garvede kræfter er det en mulighed for at holde sig i gang og måske kæmpe sig tilbage i Superligatruppen, så på den måde får vores spillere et godt udbytte af disse kampe udover den samlede sejr, som vi glæder os over lige nu, siger Brian Riemer.