Amankwaa: Jeg har meget at lære

Amankwaa: Jeg har meget at lære

F.C. Københavns offensivspiller, Danny Amankwaa, har fået spilletid de seneste kampe og har vist lovende takter med sit fremadrettede spil. Og de gode præstationer har øget opmærksomheden på den unge spiller.

- Det er fedt, at folk lægger mærke til mig. Det betyder jo, at jeg har gjort det godt. Men jeg gør stadig alt, hvad jeg kan for at vise, at jeg er god nok, hver gang jeg får muligheden. Og jeg har meget at lære for at bide mig endnu bedre fast på holdet. Jeg skal blive bedre i mine en-mod-en-udfordringer og være mere målfarlig blandt andet, siger Danny Amankwaa.

Næste chance for Danny Amankwaa for at vise sig frem for trænerteamet er i Superligakampen på torsdag mod FC Vestsjælland.

- Det er altid svært at spille mod et hold som Vestsjælland. De har en god, kompakt defensiv og vil ganske givet pakke sig i starten mod os, så det handler om en god boldcirkulation, og at vi får skabt nogle chancer, som vi får udnyttet med en vis kynisme, siger Danny Amankwaa

- Der er en god stemning på holdet. Vi har endelig fået et par sejre i træk i Superligaen, og det har givet en god portion tro på, at vi kan komme længere op i tabellen, så vi skal helt sikkert have en sejr mod FC Vestsjælland. Og det får vi også, siger Danny Amankwaa.

Kampen mod FC Vestsjælland fløjtes i gang klokken 19.00 i Slagelse.

>> Se info om billetter til udekampen mod FC Vestsjælland her