
Det var måske ikke altid lige sprudlende, det der blev leveret tirsdag aften i PARKEN, men der blev hevet en sejr i land – og nok så væsentligt, så holdt de københavnske Løver nullet.
Af Jan Eliassen
Efter at de 92 minutters knoklen var overstået, var det en rimeligt tilfreds træner Ståle Solbakken der mødte pressen, og med den obligatoriske Champions League væg bag sig, havde nordmanden disse kommentarer:
- Det var en svær kamp, og på trods af at vi havde bolden så meget, så fik vi ikke nok ud af vores overvægt i spil og chancer. Vi lavede en del fejl, specielt i starten i form af fejlafleveringer, men som 1. halvleg skred frem. så blev vi farligere – og holdt dem helt væk fra chancer.
Det var ikke det store APOEL FC havde at byde på offensivt:
- Vi vidste de var farlige på standardsituationer og kontraer, men dem fik de ikke rigtig nogen af i 1. halvleg. William Kvist gjort et fint job på midten, og fik afskærmet meget godt. Jeg havde håbet på mere flow i 1. halvleg, men det skete ikke rigtig. De skal have kredit for ikke at åbne op, men det gjorde de heller ikke da de slog FC Partizan ud.
1-0 var et tilfredsstillende resultat for Ståle:
- Jeg er glad for resultatet, fordi vi holdt nullet. Vi ville da gerne have vundet 2-0, men den største skuffelse var faktisk at vi ikke fik straffet dem, da de åbnede de sidste 30-35 min, for der var der mere plads på banen. Nogle af vores spillere manglede de sidste 10-15 procent, og det var måske ikke helt vores dag i dag, hverken med bolden eller rent fysisk – så derfor er 1-0 vel et OK resultat – det er 1-1 ikke. Nu vil vi arbejde med benene til den næste kamp, så vi er endnu mere ”fit” til kampen dernede – for vi skal stadig forberede os, men vi står med gode kort på hånden efter dagens sejr
At stemningen i Cypern skulle være hektisk er ikke noget der bekymrer Ståle så meget:
- Vi har spillet i ”Hell” i både Israel og i Brügge, så vi er godt forberedte til mødet med cyprioterne og deres fans.
Dagens sejr, og det fact at nullet blev holdt, giver gode muligheder for at gå videre:
- Vi har en stor chance for at gå videre, vi er i hvert fald tættere på nu end inden kampen. Jeg håber at de fleste spilere vil have mere power og styrke i returkampen, og så samtidig slippe nervøsiteten – for der var en lidt spændt stemning hos både spillerne og publikum – og måske også hos Flemming Østergaard, der sikkert har tænkt på alle de mulige millioner der potentielt venter i Champions League, sluttede Ståle Solbakken med at sige.

























